Ingen krise i restaurantbesøg

I undersøgelsen svarer 70% af de adspurgte, at forbruget på café- og restaurantbesøg bliver det samme i år som i 2008. 8% vil bruge mere, mens 13% venter et lavere forbrug.

 

Optimismen er størst blandt de 18-34-årige. Her svarer 67%, at det månedlige budget vil være det samme som sidste år, mens 13% venter at bruge mere. Sushi- og gourmetrestauranterne er blandt dem, der ifølge undersøgelsen får det bedste tag i de unge kunder.

 

Men det er især caféerne, der ser ud til at få glæde af de unges optimisme. Her viser undersøgelsen, at 23% af de unge venter at øge cafébesøgene, mens 60% venter den samme frekvens som sidste år. Kun 10% af de 18-34-årige regner med at gå mindre på café i 2009.

 

”Vi er i en usikker situation lige nu og restauranterne er pressede på omsætningen. Derfor er den optimisme, der kommer til udtryk i undersøgelsen, værd at glæde sig over. Den viser, at danskerne vil holde fast i, at der stadig skal være plads til lidt af den personlige forkælelse”, siger adm. direktør i Horesta, Lone Njor Hulth.

Skrevet af Flemming Juul