Europe; Norway, Bergen, Moxy Bergen

International hotelgigant åbner i Aarhus

Moxy, et af Marriott-koncernens 30 hotelvaremærker, åbner i ny Aarhus-bydel, Sydhavnskvarteret. Den danske operatør af det kommende hotel, Core, får næste år to Marriott-hoteller i København.

Marriott International åbner i 2026 samarbejde med den danske hoteloperatør Core Hospitality og entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard et Moxy Hotel i den nye Aarhus-bydel Sydhavnskvarteret. Det oplyser A. Enggaard i en pressemeddelelse.

Moxy, et af Marriott-koncernens 30 hotelvaremærker, betegnes som et livstilskoncept. Der er allerede et Moxy-hotel i København, Moxy Copenhagen Sydhavnen med 226 værelser, også drevet af Core.

Det kommende Moxy i Aarhus, der får mellem 170-190 værelser, tilkobles Marriotts verdensomspændende bonusprogram, Marriott Bonvoy, der ved udgangen af andet kvartal i år passerede 169 millioner medlemmer. Hele Marriott-koncernen rundede tidligere i år 8.100 hoteller på verdensplan.

Planlagt Hilton blev ikke til noget
Udover Moxy-hotellet får Sydhavnskvarteret også et andet hotel, den danske kæde af bæredygtige boutiquehoteller, Guldsmeden Hotels, åbner, også i samarbejde med A. Enggaard, et nyt 4-stjernet hotel med 215 værelser i den nye bydel. Hotellet bliver Guldsmedens 11. hotel og en tilbagevenden til hjembyen Aarhus.

Det første Hotel Guldsmeden med blot 26 værelser åbnede i 1999 i Aarhus i Guldsmedgade, derfra navnet på kæden. Men sidste sommer begyndte Sofia Stenstrup-Jepsen et gradvist køb af bygningen med Hotel Guldsmeden Aarhus, der ved årsskiftet fik nyt navn, Sofs Boutique Hotel.

Apropos Sydhavnskvarteret, så stillede Enggaard-koncernen og den tyske hoteloperatør RIMC i 2019 Aarhus Kommune et Hilton-hotel i Sydhavnskvarteret i udsigt. Men det kendte Hilton-koncernen ikke noget til, oplyste Hilton til Standby.dk, og projektet blev ikke til noget. Også dengang var Guldsmeden Hotels i spil til et hotel i Sydhavnskvarteret.

To nye Marriott-hoteller på vej til København
Danmark har foreløbig fire Marriott-hoteller, alle i København.

Copenhagen Marriott Hotel er Danmarks største femstjernede hotel med 406 værelser, mens AC by Marriott Bella Sky Copenhagen er Danmarks næststørste hotel med 811 værelser. Begge drives af Bellagroup med blandt andet Bella Center.

Det mindste Marriott-hotel i København er The Socialist, a Tribute Portfolio, i København. Tribute Portfolio er et af Marriott-koncernens 30 varemærker. Dette hotel har kun 31 værelser og suiter.

Ligeledes er der Moxy-hotellet i Københavns Sydhavn, drevet af den danske hoteloperatør Core Hospitality. Core står også bag de to kommende Marriott-hoteller i København.

Næste sommer åbner Fairfield by Marriotts i Københavns Nordhavn med 222 værelser og suiter. Det firestjernede hotel placeres i samme bygning som et andet Marriott-varemærke, Residence Inn by Marriott, der får 89 hotellejligheder i bygningen med altså i alt 311 værelser.

Mens Fairfield er et egentligt hotel, har også firestjernede Residence Inn-konceptet fokus på langtidsgæster og tilbyder suiter med separate opholds-, arbejds- og soveområder samt køkken.

 

Relaterede artikler:

Flere nye hoteller på vej til Aarhus

“Det man ser på hotellet genspejler Aarhus”

Dansk mini-Marriott skifter hoteldirektør