Den store globale franske hotelkoncern Accor vender efter mere end ti år tilbage til Danmark – i 2022 åbner nyt franchise-hotel i København med et af Accors varemærker.
Projektet, der bringer Accor-navnet tilbage til København, er Nest45 – et kombineret hotel- og kontorprojekt ved Bella Center i Ørestad. Byggeriet opføres af entreprenørkoncernen Skanska.
I alt er sidste del af Nest45-projektet – ”45” fordi det får adresse på Ørestadsboulevard 45 – på 14.300 kvadratmeter. Her af bliver de 6.000 kvadratmeter til et Ibis Styles-hotel med 186 værelser i business segmentet samt restaurant og bar, oplyser Skanska.
Nest45 er den sidste af to faser af et kontor og hotel kompleks på i alt 24.000 kvadratmeter, hvor første fase er udlejet til SWECO Danmark.
Det kommende nye hotel i Ørestad er udlejet til den hollandske operatør Borealis Hotel Group, der vil drive hotellet under et af Accors’ varemærker, Ibis Styles.
Lodewijk van der Meulen, medstifter af Borealis Hotel Group, siger i pressemeddelelse fra Skanska:
“Vi er glade for at etablere vores første hotel i København. I tæt samarbejde med Skanska og vores foretrukne hotelpartner, Accor, har vi udviklet et fantastisk hotel under mærket Ibis Styles, der kombinerer business og leisure. Vi kan tilbyde vores gæster et hotel med en uovertruffen placering overfor konferencefaciliteterne i Bella Centeret, en metrolinje uden for døren med syv minutters direkte adgang til hjertet af København og en offentlig parkeringskælder.”
En af verdens største hotelkæder
Accor Hotels har næsten 4.800 hoteller og resorts med over 700.000 værelser i mere end 100 lande verden over.
“Vi er glade for at indgå en lang lejeaftale med Borealis Hotel Group, der som international hoteloperatør bringer et nyt brand til det københavnske hotelmarked. Hotellet kommer til at tilføre Nest45 masser liv og aktivitet døgnet rundt og understøtter den service, vores kontorlejere efterspørger,” siger Peter Nymann-Jørgensen, administrerende direktør for Skanska i Danmark.
Byggeriet i Ørestad bliver DGNB guld-certificeret, det samlede byggeri forventes afsluttet i begyndelsen af 2022.
Tabte millioner i København
Når Accor vender tilbage til København – ganske vist som franchise-leverandør for det kommende hotel i Ørestad – er det over ti år siden den franske hotelgigant sidst viste flaget i Danmark.
”Accor trak sig i august 2006 ud af København, hvor kæden selv havde lejet sig ind i seks hotelbygninger – men endte med at tabe cirka 300 millioner kroner på sine seks år i København, fordi de blandt andet betalte for høje huslejer,” siger hotelbrancheanalytiker Ole Egholm fra Dansk Brancheanalyse til STANDBY.dk
De seks hoteller, som Accor frem til 2006 drev i København, var flagskibet, det 4-stjerende Sofitel Plaza ved Hovedbanegården, de to tidligere Spies-hoteller, Mercure Copenhagen og Mercure Richmond, samt de mere ydmyge hoteller på Vesterbrogade under varemærket Ibis, Crown, Triton og Star.
Relaterede artikler:
Her er Københavns 7.500 nye hotelværelser
Tysk koncern vil åbne hotel på Papirøen