24hours Hotels åbner i 2024 hotel på halvøen Christiansholm - også kendt som Papirøen. (Foto: 25hours Hotels | PR)

Tysk koncern vil åbne hotel på Papirøen

Tyske 25hours Hotels vil i 2024 åbne et hotel med 128 værelser på Papirøen i København. Det bliver koncernens andet hotel i København, og første hotel forventes at være klar i 2021.

Trods udsigten til sværere tider for hotelmarkedet i København, har tyske 25hours Hotels torsdag annonceret endnu et hotel i København. I februar præsenterede man et nyt hotel med 243 værelser, der skal opføres i Købmagergade tæt ved Rundetårn til åbning i 2021, og i 2024 vil man indtage Papirøen med et hotel.

Det nye projekt er kommet i stand via et samarbejde med Udviklingsselskabet CØ, som Danica sammen med ejendomsudviklingsselskaberne Nordkranen og Unionkul står bag.

Hotellet får navnet 25hours Hotel Paper Island og åbner i begyndelsen af 2024 med 128 værelser. Allerede nu kan man afsløre, at der indrettes en restaurant og café i stueetagen tillige med en Rooftop Bar. I projektet indgår også to husbåde foran hotellet, men de endelige planer for anvendelsen af disse ligger endnu ikke fast. Der tales om alt fra sauna til bar.

Den tyske hotelkoncern glæder sig over at have endnu et hotel på vej i den danske hovedstad.

“Der er kun en ting, der er bedre end en hotelåbning i en ny by. Det er to (hotelåbninger,red.),” siger Florian Kollenz, der er udviklingsdirektør for 25hours Hotels.

Ukonventionel tilgang
Det bliver COBE-arkitekter, der skal tegne hotellet, og indretningen bliver lagt i hænderne på Stylt Tampoli i Gøteborg. Den svenske virksomhed stod også bag indretningen af det prisbelønnede Hotel Das Tour i Düsseldorf.

Eksempel på indretning af værelse på Hotel Das Tour i Düsseldorf, som svenske Stylt Tampoli også står bag. (Foto: 25hours Hotels | PR)

“Vi ser frem til at arbejde med 25hours Hotels på Papirøen. Holdet omkring Christoph Hoffmann har en meget professionel og på samme tid ukonventionel tilgang, som vil allerede forelskede os i ved det første møde. Vi er sikre på, at 25hours vil blive taget godt imod, ikke kun af de fremtidige gæster, men også af beboerne på Papirøen,” siger Klaus Kastberg fra Udviklingsselskabet CØ.

Christiansholm er en lille kunstig ø i Inderhavnen, der strækker sig fra Nordre Toldbod til Langebro. Tidligere var Christiansholm lagerplads for det papir, som dagbladene brugte til at trykke aviser på, hvorfor tilnavnet Papirøen opstod. Der er tale om en helt ny bydel med blandede funktioner.

I 2016 købte Accor Hotels, der er Europas største hotelgruppe, 30 procent af aktierne i 25hours Hotels og har sidenhen øget ejerandelen til 50 procent. 25hours Hotels driver i dag 13 boutique-hoteller i Berlin, Düsseldorf, Frankfurt, Hamborg, Køln, München, Paris, Wien og Zürich. I 2020 åbnes nye hoteller i Firenze og Dubai.

 

Relaterede artikler:

Her er Københavns 7.500 nye hotelværelser

Accor Hotels bliver stærkere på livsstilssegmentet

Boutiquehotel-kæde på vej til København