Nuuk. (Foto: Stine Selmer Andersen | Visit Greenland | PR)

International kapacitet til Grønland fordoblet i 2025

Med nye ruter fra United Airlines og SAS samt mere kapacitet fra andre selskaber er der i år langt flere flysæder til Grønland end i 2024, og landets erhvervsliv er allerede ved at gøre sig klar.

Senere i år begynder Grønland for alvor at kunne høste frugterne af, at den første af landets tre nye lufthavne blev taget i brug i slutningen af november sidste år. Det drejer sig om Nuuk Lufthavn, mens de to andre – i henholdsvis Ilulissat og Qaqortoq – ventes at åbne i 2026.

Muligheden for at flyve direkte til landets hovedstad i stedet for Kangerlussuaq Lufthavn, som man hidtil har skulle, har ført en voksende interesse fra flyselskaber med sig. United Airlines har planer om en sommerrute til Grønland, og det samme har SAS.

Derudover øger Icelandair fra Island, ligesom Air Greenland også tilføjer flere flyvninger fra Danmark blandt andet via et nyt samarbejde med Ruby Rejser. Alt i alt betyder det, at der vil være dobbelt så høj kapacitet i sommeren i år, som tilfældet var i det nu forgangne.

Buldrer derudaf
I løbet af sommertrafikprogrammet, der løber fra slutningen af marts til slutningen af oktober, var der i 2024 omkring 55.000 tilgængelige sæder på flyvninger til Grønland, men i år er det antal indtil videre steget til 102.000, oplyser Greenland Airports.

Ifølge Christian Keldsen, der er direktør for organisationen Sulisitsisut – Grønlands Erhverv, kan forskellige dele af landets næringsliv allerede mærke, at der virker til at være mere fart over feltet i år, end man har været vant til indtil nu.

”Den nye lufthavn åbner for mange muligheder. Flere booker rejser, interessen for Grønland buldrer derudaf og erhvervslivet oplever en eksplosiv stigning i søgninger på nettet,” siger Keldsen.

Betegner det som en ny æra
Christian Keldsen mener, at hovedstaden er godt rustet til at tage imod de mange turister, da de rette mekanismer findes i Nuuk, hvor man i forvejen har en i hans optik veldrevet og professionel turistbranche. Man afventer desuden udsigten til flere besøgende med spænding.

“Vi oplever nye koncepter i fuldt flor og en bølge af folk, der tænker ud af boksen.”

”I Nuuk er resultatet af det, at byen summer af aktivitet. Vi kommer til at høre mange flere sprog i gaderne i år, og der vil opstå nye muligheder. Alt lige fra boligudlejning til unikke turistoplevelser samt øget omsætning i butikkerne,” lyder det fra Sulisitsisut-direktør Christian Keldsen.

”2025 bliver på mange måder det første i en ny æra for Grønland, hvor vi skal vænne os til en ny virkelighed, og det glæder vi os til.”


Relaterede artikler:

Grønlands største hotel glæder sig til direkte fly

Grønlandsk glæde over første direkte rute fra USA

Rejsebureau og flyselskab dropper at konkurrere