Fagradalsfjall er både navnet på vulkanen på billedet og vulkansystemet omkring den. Arkivfoto fra et udbrud hos Fagradalsfjall i 2021. Foto via: Visit Iceland.

Islands Turistråd: Island forberedt på vulkanudbrud

Vulkanen og vulkansystemet Fagradalsfjall tæt på Islands hovedlufthavn rumler. Det giver mange henvendelser til turistrådet Visit Iceland, der nu har oprettet hjemmeside med informationer.

Budskabet lige nu fra Visit Iceland er: der er ikke noget aktivt vulkanudbrud; et eventuelt udbrud fra Fagradalsfjall vil sandsynligvis ikke påvirke flytrafikken (til Islands nærliggende hovedlufthavn, Keflavik) og Island er generelt meget forberedt på vulkanske events.

I en pressemeddelelse fra Visit Iceland hedder det blandt andet: ”Den seismiske aktivitet på Reykjanes halvøen (hvor Fagradalsfjall og Keflavik ligger) har givet stort internationalt mediefokus. Den megen medieomtale kan udløse stærke følelser og derfor er det naturligt, at for eksempel partnere til Islands turisme søger informationer.”

Visit Iceland har derfor oprettet en hjemmeside med informationer, der kan give for eksempel udenlandske turismeaktører nem adgang til opdaterede og præcise informationer om den øjeblikkelige situation. Oplysningerne på hjemmesiden leveres blandt andet af Icelandic Meteorological Agency og kan deles med samarbejdspartnere, der har brug for mere information, hedder det.

Ikke til at forudse om der kommer et vulkanudbrud
Den seismiske aktivitet omkring Reykjanes begyndte sidst i oktober; den kan være tegn på et kommende vulkanudbrud. Grindavík, den mest nærliggende by på vulkanen, blev som en forholdsregel evakueret den 10. november. Samme dag blev advarselsniveauet i området hævet til det højeste.

Visit Iceland tilføjer, at det er umuligt forudse et muligt vulkanudbrud. Icelandic Met Office overvåger sammen med relevante myndigheder og videnskabsfolk fra Islands Universitet situationen omkring den rumlende vulkan.

Skulle flytrafikken til og fra Keflavik blive påvirket af et eventuelt vulkanudbrud, vil påvirkningerne afhænge af kraften på udbruddet og hvor det sker på halvøen. Visit Iceland peger på, at tidligere udbrud fra Fagradalsfjall ikke har påvirket flytrafikken. Der har været tre udbrud fra Fagradalsfjall de seneste tre år, oplyses det. Keflavik ligger cirka 50 kilometer fra hovedstaden Reykjavik.

Island ligger i Nordatlanten, hvor to af jordens såkaldte tektoniske plader mødes, de forskubber sig årligt med få centimeter, hvilket er med til at give mindre jordrystelser og egentlige vulkanudbrud.

 

Relaterede artikler:

Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur holder øje med islandsk vulkan

Jordskælv lukker stor islandsk turistattraktion

Icelandair åbner to nye ruter til Nordamerika