Israels turisme er hårdt presset

israel,-jerusalem.jpgisrael,-jerusalemTURISME: Konflikten i Gaza har skabt usikkerhed, som har kostet mange aflysninger. Og urolighederne betyder et fald på 35 procent udenlandske besøgende siden starten på raketangrebene 8. juli.

Israel har prøvet det før. Været i krig, er blevet angrebet og har set turiststrømmen til et af verdens mest fascinerende turistlande totalt gå i stå.

Heller ikke den nuværende konflikt og daglige raketangreb mellem Hamas og Israel er gået ubemærket hen i denne højsæson. Det sagde turistminister Uzi Landau i tirsdags. Han oplyste, at urolighederne siden begyndelsen af juli har kostet 35 procent af de udenlandske turister, som skulle være kommet i denne periode for at holde mål med sidste år, da Israel på hele året opnåede et besøg på 3,5 mio.

Omsat i økonomi er det ca. 500 mio. dollar i tabt omsætning i turistindustrien i følge den israelske hotelorganisation.

”Det er en alvorlig sag for et land, hvis turisme udgør seks procent af bruttonationalproduktet”, tilføjede Landau i et interview. ”Vi havde håbet på et år med over fire mio. turister, og vi var godt på vej. Det når vi ikke,” tilføjede han.

Han oplyste videre, at store turoperatører som TUI Tyskland i denne uge har besluttet ikke at tage bookinger til Israel på denne side af 31. august.

Regeringen overvejer en form for kompensation til turistindustrien og opfodrer sine egne indbyggere til at forlænge ferien til slutningen af august og på den måde udnytte de mange tomme hotelpladser.