Jesper Boas: Nu er vi klar til at vokse

Jesper Boas Smith.

Jesper Boas Smith.

FUSION: En fælles fremtid for Profil Rejser og Bella Vista Travel med fokus på vækst og en kundekreds, som kan og vil betale for kvalitet og god service. Sådan er opskriften, siger ny koncerndirektør Jesper Boas Smith, der også på lidt længere sigt spejder uden for landets grænser.

Det kom som en overraskelse i går morges, at Travel House nu lægger alle kræfter sammen og rykker Bella Vista Travel ind i Rosenørns Alle til Profil Rejser, væk fra idylliske omgivelser ikke langt fra Langelinie Kaj, hvor så mange krydstogtskibe lægger til.

”Hvad angår selve flytningen er det en konsekvens af, at vi længe har været på jagt efter nye lokaler og mere plads,” siger Jesper Boas Smith, som fortsat vil lægge sin primære indsats i Bella Vista, mens Peter Rasmussen tager sig af Profil Rejser, men noget tættere kontakt vil der uvægerligt blive.

”Vi har kun fået positive tilbagemeldinger fra såvel personale som kunder,” fortsætter han. ”Personalet kan godt se, at de nu er i et firma, som vil fremad og skabe vækst, mens andre skærer ned og afskediger. Noget sådant giver lyst og mod på tilværelsen.”

”Hvordan med jeres stampublikum i Bella Vista, som er vant til at finde jer næsten nede ved skibene?”

”Det spiller ingen rolle overhovedet. Hvis vi ser fem procent af vore kunder i bureauet, er det højden. Til gengæld har vi betydeligt færre online end andre. Langt de fleste har brug for en telefonisk kontakt og vejledning om de mange muligheder. Mange af dem kan de vælge, inden de rejser. De har også brug for at blive genkendt. Det, at vi ved, hvad de lægger vægt på, og hvem de er. Det hører med til god service i et bureau med luksusrejser.”

”Hvordan bliver Bella Vista og Profil i Travel House overhovedet større?”

”Det vil den kommende tid vise, men der er da ingen, der har sagt, at vi skal blive inden for Danmarks grænser. Det kunne vi godt finde på at ændre på inden så længe, ” slutter Jesper Boas Smith.