Jubilæumsønske: Flere danskere på krydstogt

Royal Caribbean Lines er overordnet set i bedre position end nogensinde tidligere, når selskabet i dag kan fejre 40- års jubilæum. Det sker med behersket markering internt.

Selskabet, der er noteret både på Oslo og New Yorks Børs er kommet op på andenpladsen blandt verdens krydstogtrederier efter amerikanske Carnival. Aktionærerne kan være godt tilfredse. Aktien er steget med 66 procent i løbet af et år – efter at have været langt nede.

Det har for nyligt givet lidt skrammer, at Brilliance of The Seas kunne ryge ind i en sådan storm i Middelhavet, men nogen langsigtet effekt får det næppe. Heller ikke på de 80 procent af amerikanerne, som aldrig har været på krydstogt før.

Programmet bugner med tilbud i 2011, og der er sendt en del godbidder ud i form af rabatter i første kvartal, og flere kan være på vej.

Når den danske salgschef Henrik Bergkvist bliver spurgt om et jubilæumsønske siger han til takeoff.dk: ”Jeg ville ønske at endnu flere danskere ville lære at tage på krydstogt. Ser jeg på hele udbuddet er det vel kun godt én procent hvert år. Det tal skal vi have meget højere op. Kurven stiger også, men det kunne gå hurtigere.

Jeg ville også gerne, at vore danske passagerer ville bestemme sig lidt tidligere. Det er ærgerligt, at selv på Vision of The Seas fra København oplever vi at måtte melde udsolgt, når de danske bookinger kommer. Amerikanere bestiller ofte et år i forvejen.”

I går samlede RCCL en gruppe agenter til den årlige julefrokost i København, og den generelle optimisme for næste år er der ikke noget i vejen med.

 

Skrevet af Ejvind Olesen