Ansatte hos Benns i Holstebro. (foto: Benns | PR)

Jysk rejsebureau klar til 60-års jubilæum

Benns i Holstebro kan om få dage fejre 60-års jubilæum i et år, hvor man er på vej mod 300 millioner kroner i omsætning. “Vores medarbejdere er specialister,” lyder det fra rejsebureauet.

Der er flere fremtrædende personligheder i den danske rejsebranche, der har en fortid hos Benns Rejser i Holstebro, der nu om dage blot kalder sig Benns. Det er nemlig udklækket mange talenter gennem tiden fra det veldrevne rejsebureau.

Benns Rejser blev grundlagt af Niels Jørgen Benn den 1. maj 1963 og kan derfor om få dage fejre sit 60-års jubilæum i en branche, hvor der ikke er en naturlov, at det er muligt at drive en succesfuld forretning gennem så mange år. Det skyldes ifølge Benns, at man altid har lagt vægt på personlig service, indgående kendskab til rejsemålene samt et godt og solidt jysk købmandskab.

Da rejsebureauet blev etableret i begyndelsen af 1960’erne fokuserede man primært på besøgs- og slægtsrejser til Australien, New Zealand, Canada og USA gennem et samarbejde med forskellige venskabsforeninger, og i dag er det stadig de største destinationer i Benns produktportefølje.

“Dengang var det ikke let at rejse ‘down under’ eller ‘across the pond’ på egen hånd, men det gjorde Benns Rejser muligt. Og selvom verden i dag er mere tilgængelig end for 60 år siden, er der stadig et marked for at arrangere skræddersyede oplevelsesrejser. Vores medarbejdere er specialister, der kan tilbyde oplevelser og produkter, som kan være svære at finde og arrangere selv,” siger Karsten Lind, der er leder af ferierejseafdelingen hos Benns.

Specialist i studie- og skolerejser
Benns er også kendt for sit store fokus på studierejser for skoleklasser fra folkeskoler og gymnasier i hele landet. Studierejserne fylder da også omkring 50 procent af forretningen.

Samtidig er studierejserne også en god indgang til at få adgang til en attraktiv kundegruppe, når skoleeleverne er færdige med deres uddannelsesforløb og som voksne har brug for et rejsebureau til at hjælpe med ferierejser. Det fortæller Lars Olsen, der er ansvarlig for grupperejserne hos Benns.

“Som elev er man nok ikke altid bevidste om arrangøren, men der er mange mennesker, som har rejst på skolerejser med Benns gennem tiden. Vi står for alt det praktiske, fra transport og hotel til kulturelle oplevelser, virksomhedsbesøg og faglige indslag. For mange skolelærere er det et stort arbejde at planlægge en udlandsrejse for 20 til 30 personer, så der hjælper vi med alt det praktiske.”

På vej mod rekordomsætning
Benns beskæftiger i dag 50 ansatte i Danmark og Norge og omsatte før coronapandemien for 270 millioner kroner på baggrund af 45.000 årlige rejser.

I 2023 forventer rejsebureauet en stigning i omsætningen i forhold til 2019, så man kommer til at nærme sig 300 millioner kroner. I første kvartal landede omsætningen på 71 millioner kroner, så man er godt på vej.

Benns er i dag et datterselskab til Kilroy International A/S og indgår i en gruppe europæiske selskaber, der opererer inden for rejser, uddannelsesrådgivning og goder til studerende.

 

Relaterede artikler:

Kilroy Group åbner rejsebureauer i Storbritannien

Fem rejsebureauer opsiger over 150 medarbejdere

Kilroy har stigende omsætning – men faldende overskud