Københavns Lufthavn er vækstkongen

Københavns Lufthavn havde 12,9 % flere passagerer i august i år sammenlignet med samme måned sidste år. Dermed var lufthavnen i Kastrup den med størst vækst i forhold til Stockholm Arlanda (+ 12 %) og Oslo, der havde en fremgang på 10,7 % i forhold til sidste år.

 

Over 2,1 mio. passagerer passerede Københavns Lufthavn i august. Dermed blev måneden den travleste august i lufthavnens historie. Over 6,4 mio. passagerer benyttede lufthavnen i de tre sommermåneder, hvilket også er rekord, oplyser lufthavnen.

 

”Sommeren har været den travleste i lufthavnens 85-årige historie. Rejselysten er tilbage efter finanskrisen,” siger lufthavnens salgsdirektør, Carsten Nørland.

 

Indenrigstrafikken fortsætter væksten, der var 25 % flere passagerer end august sidste år. Antallet af udenrigspassagerer steg i august 11,6 %, og antallet af transferpassagerer med 16,9 %.

 

”En stor del af væksten i transfertrafikken kan tilskrives vores samarbejde med SAS, hvor vi har forkortet transfertiden fra 40 til 30 minutter. Det tiltag genererer flere transferpassagerer hver uge, og er med til at styrke lufthavns position,” siger Carsten Nørland.

 

I årets første otte måneder har Københavns Lufthavn haft 7,6 % flere passagerer end samme tid i 2009.

 

De 10 største destinationer i august fra Københavns Lufthavn var:

London-lufthavnene (ingen stigning)
Oslo (+9 %)
Stockholm (+ 15 %)
Aalborg (+ 19 %)
Amsterdam (+ 11 %)
Paris (+ 6 %)
Helsingfors (+ 12 %)
Frankfurt (7 %)
Barcelona (30 %)
Keflavik (Island) (- 3 %)

Skrevet af redaktionen