Københavns Lufthavne: Vi vil hjælpe flyselskaber

På opfordring fra blandt andet SAS kommer Københavns Lufthavne nu flyselskaberne til undsætning, skriver Børsen i dag. Mange luftfartsselskaber er i øjeblikket presset af rekordhøje brændstofpriser, for stor kapacitet og en omkostningsstruktur, der er for dyr.

”Ja, vi kan hjælpe flyselskaberne. Vi kan ændre nogle processer for derved at nedbringe omkostningerne, og derfor har vi indkaldt til et møde med de fire største flyselskaber, Statens Luftfartsvæsen og de fire store håndteringsselskaber i København Lufthavn,” siger adm. direktør Brian Petersen fra Københavns Lufthavne.

De fire selskaber er SAS, Sterling, Cimber Air og My Travel Airways, der leverer seks ud af 10 passagerer i luften. Flyselskaberne er især pressede på lufthavnenes høje afgifter.
”Lufthavnenes afgifter på flyselskaber er meget høje – og ekstremt høje i København. Samtidig har vi udviklingen med stigende brændstofpriser. Flere lufthavne forhøjer afgifterne, som de har monopol på. Så det er en tvivlsom situation. Det er ikke et udspil mod Kastrup, men principielt er det et vigtigt spørgsmål at se på, hvilket afkast lufthavnene måtte have,” mener adm. direktør i SAS, Mats Jansson.

Brian Petersen understreger, at en nedsættelse af afgifterne kan være med til at hjælpe økonomien i flyselskaberne – men det er noget, der tager tid. Eksempelvis vil Københavns Lufthavne investere 1 mia. kr. i år på ud- og ombygning, men denne investering kan dog godt bremses.”Det kan vi godt gøre. Vi kan bygge anderledes om, og udskyde investeringer for at få faldende takster,” siger Brian Petersen.

Skrevet af Simon Jørgensen