Kæmpe SAS-øgning mellem København og Finland

SAS’ kridter nu for alvor banen af i det forestående slagsmål om passagererne med i første omgang det regionale flyselskab Flybe Nordic, ejet af engelske Flybe og Finnair – samt mod Cimber & Co., der også vil være et regionalt flyselskab.

 

Således meddeler SAS’ finske datterselskab, Blue 1, at det i løbet af næste år får yderligere seks nye ruter fra Finland til Københavns Lufthavn.

 

Pressemeddelelsen fra SAS siger ikke, hvornår de nye ruter åbner eller hvor hyppigt de skal trafikeres. Men Blue 1 vil flyve fra Kittilä, Kuopio, Lappeenranta, Oulu, Turku og Vaasa til Københavns Lufthavn – og til Stockholm fra Kokkola, Oulu og Pori.

 

Blue1 flyver allerede til Københavns Lufthavn fra Helsinki og Tampere.

 

I en kommentar til de mange nye ruter siger Københavns Lufthavn, at de nye ruter vil give ca. 300.000 nye finske passagerer om året i lufthavnen og at forhøjelsen på Københavns Lufthavn er en fordobling af Blue 1’s kapacitet på Københavns Lufthavn.

 

”De nye ruter styrker CPH’s position som nordeuropæisk trafikknudepunkt og vurderes at skabe vækst i København for 135 millioner kroner,” hedder det.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten