Kabineansatte i Air Greenland føler sig som gidsler

Air Greenlands fagforening, Air Greenland Cabin Union (ACU) er frustreret over Air Greenlands kampskridt mod det flyvende personale. De føler sig som gidsler i en konflikt, som ikke vedrører dem.
Kabinepersonalet har ifølge takeoff.dks oplysninger måtte aflevere uniformer og ID-kort.

 

”Håndteringen af piloternes overenskomstforhandlinger er dybt bekymrende,” siger formand for den grønlandske kabineforening, ACU, Anders Mark Jensen. ACU mener det handler om magtdemonstration mod fagforeningerne.

 

”Branchens udfordringer løses bedst i konstruktive rammer. Air Greenland har gjort det modsatte,” siger Anders Mark Jensen og tilføjer, at kampskridtet motiverer ACU’s medlemmer til at støtte piloternes kamp. Dette er en principiel kamp om fremtidige arbejdsvilkår i Air Greenland, siger ACU.
ACU med ca. 90 medlemmer i Danmark og Grønland opfordrer Air Greenland til at genoptage forhandlingerne for at sikre det fremtidige samarbejde.

 

Der er stadig ingen kontakt mellem Air Greenland og piloternes fagforbund Serviceforbundet efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne i lørdags.

 
Air Greenland oplyste tirsdag, at selskabet har lockoutet piloter og kabinepersonale efter sammenbrud i forhandlingerne om ny overenskomst for piloterne.

Samtlige Air Greenland-flyvninger er aflyst til på lørdag.
Mindst 2.000 passagerer berørt af konflikten; lockouten koster dagligt Air Greenland 1 mio. kr.

 

Generelt koster konflikten Air Greenland ca. en mio. kr. om dagen.

 

Air Greenland har hotline for berørte passagerer.  I Grønland på tlf. +299 34 33 35 (eller e-mail: kontakt@airgreenland.gl) kl. 8-20, grønlandsk tid.
I Danmark er telefonnummeret: 32 46 22 43 (eller e-mail: glcopenhagen@airgreenland.dk) kl. 7-20, dansk tid.

 

Air Greenland ejes af Grønlands selvstyre og SAS (begge har 37,5 %) samt den danske stat med 25 %.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten