Mulighederne for forretningsrejser er kun en vigtig årsag til at blive på den nuværende arbejdsplads for hver fjerde, viser ny undersøgelse. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Kender rejsepolitikken – men følger den ikke altid

Forretningsrejsende ved godt, at deres virksomhed har en rejsepolitik. Men de følger den ikke altid eller bøjer retningslinjerne, viser ny undersøgelse fra det globale erhvervsrejsebureau BCD Travel.

BCD Travel har på verdensplan spurgt lidt over 1.200 forretningsrejsende, hvorvidt de følger deres virksomheds udstukne rejsepolitik.

96 procent af de adspurgte var bekendt med, at deres arbejdsgiver havde formuleret en rejsepolitik – og 95 procent svarede, at de godt vidste, hvor de skulle finde firmaets rejsepolitik.

Men omkring to ud af tre fandt kun rejsepolitikken vejledende ved planlægning af en forretningsrejse – og at de derfor ikke følger den slavisk, oplyser BCD Travel.

Mere opdelt svarede to ud af tre derfor, at de ikke altid følger virksomhedens rejsepolitik, lidt under halvdelen oplyste, at de ”sjældent” følger rejsepolitikken, mens cirka én ud af fem oplyste, at de til tider afviger fra den afstukne rejsepolitik. Omkring fire procent – altså én ud af 25 – sagde at de ofte eller altid afveg fra firmaets rejsepolitik, skriver Business Travel News.

Europæerne følger reglerne
Craig Bailey, chef for BCD Travel i Nordamerika, siger i en pressemeddelelse: ”Som vi ser det, er forretningsrejsende i Nordamerika mindre tilbøjelige til at følge deres virksomheds rejsepolitik – i hvert fald når vi sammenligner med forretningsrejsende i Europa og Asien.

Ikke at følge retningslinjerne for forretningsrejser kan give virksomheden ekstra omkostninger, manglende viden om, hvor den rejsende befinder sig ligesom det gør det vanskeligere for virksomheden at vide, om man for eksempel opfylder sine mål for bæredygtighed, herunder når det gælder rejser,” siger han.

I undersøgelsen oplyser de medvirkende forretningsrejsende, at 90 procent af dem til en vis grad har modtaget information fra virksomheden om rejsepolitik. Blandt disse får lidt over halvdelen hyppigt eller ofte information om firmaets rejsepolitik – mens en tredjedel oplyste, at de kun sjældent får informationer eller opdateringer om virksomhedens rejsepolitik. Resten oplyste, at de nærmest aldrig får opdateringer om rejsepolitikken i deres virksomhed.

Omkring halvdelen af deltagerne i undersøgelsen var i øvrigt generelt tilfreds med deres virksomheds rejsepolitik.

 

Relaterede artikler:

Her er de erhvervsrejsendes mest besøgte rejsemål

Amex-køb af CWT kan styrke mindre erhvervsrejsebureauer

Trods grønne ambitioner: Få virksomheder lejer elbil