Paris Hilton er ansigtet udadtil i en ny stor reklamekampagne, der vil forsøge at gøre op med den tilgang, som aktører i rejsebranchen sædvanligvis benytter, når de markedsfører sig.
Hotelkæden Hilton har netop lanceret en ny stort anlagt reklamekampagne, der er tiltænkt som et friskt pust i den markedsføring, som hotellerne benytter sig af. Kampagnen vil både bestå af tv-reklamer, printannoncer samt indhold på de sociale medier.
Tv-reklamerne debuterede på amerikansk fjernsyn den 25. juli, og der er indtil videre blevet produceret 13 forskellige spots, der i tillæg til hjemmemarkedet i USA også vil blive sendt i Storbritannien samt visse steder i Asien-Stillehavsområdet og Mellemøsten.
Det er Paris Hilton, der står i front for den nye kampagne. Udover at være et kendt ansigt i den brede offentlighed, er hun ligeledes oldebarn af hotelkædens grundlægger Conrad Hilton, og i en del af hendes barndom og ungdomsliv har hun boet permanent på flere af kædens hoteller.
Vil fokusere på andet end destinationen
Det er reklamebureauet TBWA\Chiat\Day NY, som har udviklet kampagnen. I en pressemeddelelse oplyses det, at den er tiltænkt at gå imod strømmen og adskille sig fra de reklamer, der sædvanligvis produceres af virksomheder i rejsebranchen.
Disse reklamer fokuserer nemlig ofte på destinationen med eksempelvis billeder af azurblåt vand, flotte omgivelser og høj sol, og derfor har man valgt at gå i en anden retning med den nye kampagne, da selve hotelopholdet vil være den akse, som annoncer og tv-spots roterer omkring.
”Mens andre vælger at fremhæve de mere anonyme aspekter ved at rejse og romantiserer destinationen, men fortæller mindre om hotellet og medarbejdernes rolle, så vil vi med denne nye kampagne minde de rejsende om, at ’It Matters Where You Stay’,” siger Mark Weinstein, der er marketingschef for Hilton, med henvisning til det slogan, der bliver det gennemgående tema i reklamekampagnen.
Kendt skuespiller medvirker
Det oplyses, at hotelkæden og reklamebureauet har forsøgt at ramme en humoristisk og let tone i reklamerne, der fremhæver nogle af de services, som gæsterne på Hilton-hotellerne tilbydes under deres ophold. Det er blandt andet muligheden for at reservere sammenhængende værelser til hele selskabet, foretage check-in via en app og medbringe kæledyr.
Paris Hilton bliver ansigtet udadtil i de nye tv-reklamer, men stemmen – der guider seerne gennem de små historier – vil mange formentlig også genkende. Den tilhører den prisbelønnede skuespiller Catherine O’Hara, som er særligt kendt fra hendes rolle som mor til hovedpersonen Kevin i de to første film i Alene Hjemme-serien.
I Danmark har kæden ingen hoteller, men i Torshavn på Færøerne findes Hilton Garden Inn, der har 130 værelser. I alt driver Hilton 18 forskellige varemærke. Kæden har en portefølje bestående af 6.900 ejendomme og 1,1 millioner hotelværelser i 122 lande og territorier verden over.
Relaterede artikler: