Kendt hotelnavn ny direktør for Cirkusbygning

Dorthe Fryd Ekelins navn dukkede op forleden, da hun stod som underskriver af indbydelsen fra Wallmans til premieren i september på koncernens nye dinnershow i Cirkusbygningen, Revival. Her vil der bl.a. være musik fra Bruce Springsteen, ABBA, Prince m.fl.

 

Det var fredag ikke muligt for takeoff.dk at træffe Dorthe Fryd Ekelin. Men PR- og marketingdirektør for Wallmans i Danmark, Casper Engmark, bekræftede, at hun er ny direktør for Cirkusbygningen, som Wallman i øvrigt næste år kan fejre ti års jubilæum i. Den svenske Wallman-koncern købte for et par år siden Cirkusbygningen af Københavns Kommune.

 

”Dorthe Fryd Ekelin tiltrådte i januar som ny operationel chef, eller adm. direktør, men nej, det udsendte vi ingen pressemeddelelse om,” sagde han til takeoff.dk

 

Dorthe Fryd Ekelin afløste svenske Eva Persson, der også fra årsskiftet blev operationel chef for alle Wallman-koncernens underholdningsetablissementer i primært Sverige, men også Norge og Danmark.

 

Blandt Dorthe Fryd Ekelins tidligere topposter i den danske rejsebranche var hun senest direktør fra 2010-11 for Clarion Collection Hotel Twentyseven i København.

 

Hun har tidligere været salgs- og marketingsdirektør i den daværende islandske hotelgruppe i København, NP Hotels, der i nogle år fra 2007 drev Hotel d’Angleterre, Front (i dag et Scandic-hotel) samt Hotel King Frederik (i dag et First Hotel). På hendes cv er også jobbet som salgschef på First Hotel Skt. Petri ligesom hun har været landechef i Danmark for rederiet Silja Line.

 

I øvrigt glæder PR- og marketingdirektør for Wallmans i Danmark, Casper Engmark, sig over, at koncernen i de seneste to regnskabsår har set en vækst på 20 pct. i antal gæster til koncernens dinnershows i Cirkusbygningen. Sidste år endte tallet på 72.000.

 

Der er ikke shows alle ugens dage i Cirkusbygningen, der derfor kan lejes til diverse arrangementer via Wallmans konference- og eventafdeling. Selve Cirkusbygningen kan rumme op mod 900 gæster; bygningen indeholder også den mindre Buddha Lounge, hvor der er plads til op til 120 spisende gæster.

Skrevet af Henrik Baumgarten