Kendt navn tilbage i rejsebranchen

44-årige Frank Brandt Jacobsen (foto) tiltrådte ved starten af måneden som driftsdirektør i Billetkontoret, Danmarks største turoperatør – og nærmest årlig vinder af sin kategori ved Danish Travel Awards, senest i sidste uge.

 

I sit nye job som Chief Operations Officer får han sæde i Billetkontorets direktion og som ansvarsområder bl.a. kontraktforhandlinger med turoperatørens leverandører samt forretningsudvikling.

 

Frank Jacobsen har været i rejsebranchen siden han i 1996 åbnede Check Point Travel – mens han læste statskundskab på Århus Universitet med bifag i driftsøkonomi; han mangler dog sit speciale for at være cand. scient. pol.

 

I Check Point Travels storhedstid havde bureauet, der er specialist på oversøiske rejser, næsten 40 medarbejdere og en årsomsætning på 200 mio.

 

Men i december 2007 – inden nedturen nåede rejsebranchen – solgte Frank Jacobsen sit bureau til DTF Travel fra Hjørring. Ifølge brancheanalytiker Ole Egholm scorede Frank Jacobsen 10-20 mio. kr. på salget.

 

Siden er det gået ned ad bakken for det før så stolte Check Point Travel; Frank Jacobsen, der blev efter salget, stoppede i maj sidste år – og i september i år blev Check Point købt af københavnske Euro Travel, der også ejer Kulturrejser Europa og PortugalBureauet.

 

Men Frank Jacobsen savnede rejsebranchen. ”Jeg er for ung – og for dårlig – til at spille golf resten af livet,” siger han til takeoff.dk
Da hans konkurrenceklausul med Check Point udløb, kom dialogen med Billetkontorets adm. direktør, Jesper Schou.

 

”Det var mit valg at søge job hos Billetkontoret. Jeg ville rigtig gerne arbejde med de udfordringer, en stor turoperatør har, de minder på nogle områder om de, man har i et rejsebureau,” siger Frank Jacobsen. Han tilbringer nu hovedparten af ugen i København, men også på Billetkontorets bureau i Århus, hvor han bor.

 

Skrevet af Henrik Baumgarten