Kendt politiker advarer mod Ryanair

Peter Hummelgaard.

Peter Hummelgaard.

DISCOUNTMODEL: ”Forbrugere, lønmodtagere og politikere må stå sammen imod Ryanairs metoder”, skrev Peter Hummelgaard, (S) folketingskandidat i stort opsat debatartikel i Politiken.

Ingen ved endnu, om det kommer til et opgør med fagforeninger med Ryanairs indtog i Københavns Lufthavn i marts. Men det var ikke just nogen venlig hilsen en dansk folketingskandidat fra Socialdemokratiet i søndags afsendte i Politiken.

I en stort opsat artikel med en tegning af et Ryanair-fly går politikeren til angreb under overskriften: ”Vores samfundsmodel må ikke blive en discountmodel” – og herefter: ”Forbrugere, lønmodtagere og politikere må stå sammen imod Ryanairs metoder. Umiddelbart er det en positiv historie med Ryanairs ankomst og en række flyruter ud af København. Nye arbejdspladser og billige flyverejser for almindelige danskere. Men desværre viser erfaringer fra andre lande, at der er al mulig grund til at være på vagt over for flyselskabet”, skriver politikeren.

Han fortsætter: ”Ryanair har gentagne gange gjort sig uheldigt bemærket med historier om elendige arbejdsvilkår for de ansatte. Ryanairs fremfærd er ikke enestående, men afspejler en tendens, hvor lønmodtageres rettigheder sættes under pres.”

Derefter noteres senere i artiklen, ”at Ryanair konsekvent nægter at samarbejde med fagforeninger. End ikke i Billund er det lykkedes, selv om selskabet har været der siden 2006.”

Da ingen ved, hvem der ansættes på den danske base som flyvende personale, eller hvilket handlingsselskab, der skal servicere Ryanair, har Peter Hummelgaard åbenbart ment, at tiden er inde til en advarsel allerede nu.