Kina overvejer milliardinvestering i grønlandske lufthavne

Muligvis kan disse infrastrukturprojekter blive en af de milliardaftaler, som ventes underskrevet i denne uge, når den kinesiske præsident, Hu Jintao, kommer på officielt besøg i Danmark. Det skriver i hvert fald Berlingske.

 

Den øgede kinesiske interesse for Grønland skyldes store forekomster af bl.a. kobber, jern, guld, såkaldte sjældne jordarter, olie og gas i den grønlandske undergrund.

 

Adgangen til disse råstoffer vil være et vigtigt led i Kinas indsats for at sikre landets fremtidige råvareforsyning på samme måde, som det de seneste år er sket i Afrika. I dag arbejder cirka én million kinesere i Afrika, og kineserne har typisk ikke kun investeret i minedrift, landbrugsjord, olieudvinding og import- og eksportvirksomheder. De har også bygget og investeret i infrastruktur som veje, havne og kraftværker samt store sportsarenaer og uddannelsesinstitutioner.

 

Ifølge Berlingskes oplysninger er kinesiske investorer parate til at skyde 170 mio. kroner i udvidelse af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat i Midtgrønland samt 640 mio. kr. i opførelse af en ny lufthavn i Qaqortoq i Sydgrønland. Desuden sættes 100 mio. kr. af til lufthavnen i Søndre Strømfjord, der bl.a. skal have ny belægning på landingsbanen.

 

Tilsvarende er der planer om kinesiske investeringer på 400 mio. kr. til en udvidelse af havnen i Nuuk.

 

”Jeg vil hverken be- eller afkræfte kinesiske investorer på de nævnte projekter,” siger Jens B. Frederiksen, grønlandsk minister med ansvar for infrastruktur og transport, og tilføjer:

 

”Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle samarbejde med kinesiske långivere, hvis de opfylder de krav, vi stiller. Men om det ender med, at vi vælger kinesiske, tyske eller danske långivere til finansieringen af vores infrastrukturprojekter, vil jeg ikke udtale mig om.”

Skrevet af redaktionen