Bestyrelsen for Danske Flyvejournalisters Klub har fundet årets modtagere af Luftfartspokalen og Ellehammer Prisen. De uddeles næste uge ved medlemsarrangement i København.
Sidste år kunne prisoverrækkelserne ikke ske på grund af coronarestriktionerne. Restriktionerne er endnu ikke vendt tilbage, så onsdag i næste uge har Danske Flyvejournalisters Klub henlagt årets overrækkelse af sine to hæderspriser til Bryggen Guldsmeden Hotel.
Sammenkomsten, der er åben for medlemmer af Danske Flyvejournalisters Klub, er blandt andet sponseret af Ellehammer Fonden og Sun-Air.
To pokaler
Luftfartspokalen er en vandrepokal, der siden 1948 årligt været givet af Danske Flyvejournalisters Klub til en person, der har ”ydet en særlig indsats til gavn for dansk flyvning og luftfart, konstruktionen af danske fly, udviklingen af Flyvevåbnet eller landets største lufthavne,” som det blandt andet hedder i statuetterne.
Ellehammer Prisen er indstiftet 1992. Den er opkaldt efter den danske flyvepionér Jacob Chr. Ellehammer, som i 1906 gennemførte den første flyvning i Europa.
Denne pris uddeles til en person – eksempelvis en pilot, opfinder eller konstruktør – der har fortsat Jacob Chr. Ellehammers pionerarbejde til gavn for flyvningens udvikling eller sikkerhed, hedder det i klubbens fundats.
Kunne ikke uddeles sidste år
Overrækkelserne af de to vandrepokaler kunne som nævnt ikke ske sidste år.
I 2019 gik Ellehammer Prisen til Roskilde Airshow, mens daværende administrerende direktør i Sunclass Airlines, Per Knudsen, samt stadig kommerciel direktør i flyselskabet, John Alexandersen, modtog Luftfartspokalen.
Alle modtagere af såvel Luftfartspokalen som Ellehammer Prisen kan ses på foreningens hjemmeside.
Relaterede artikler:
Første kvinde som formand hos Flyvejournalisterne