LUFTFART: Blandt de store europæiske flyselskaber med over 10.000 flyvninger var KLM sidste måned det mest rettidige. Blandt selskaberne med under 10.000 flyvninger toppede det græske Star Alliance-medlem.
Amerikanske Flightstats.com indsamler dagligt punktlighed på ca. 150.000 flyvninger med ruteselskaber verden over. Opgørelserne baseres på ankomstinformation fra flyselskaber, lufthavne og reservationssystemer.
For at et flyselskab kan komme med i opgørelsen kræver det blandt meget andet, at Flightstats har adgang til mindst 90 pct. af alle ankomsttider. Ryanair, Europas største flyselskab, oplyser ikke Flightstats om dette.
Præcisionstallene afhænger af, hvornår flyet er ved gaten i ankomstlufthavnen. Er det ikke fremme 15 minutter efter tidstabellen, regnes det som forsinket.
Sidste måned var græske Aegean Airlines det mest præcise europæiske ruteflyselskab med en punktlighed på 93,48 pct. for sine 3.973 flyvninger. Nr. 2 var KLM, der havde 92,16 pct. af sine 16.162 flyvninger ved ankomstgaten til tiden. Herefter kom Austrian med 7.987 flyvninger og en rettidighed på 91,91 pct.
Flightstats deler flyselskaberne i to: ”Store” og ”Regionale.” Blandt de 27 regionale europæiske selskaber er bl.a. Air Baltic, BA CityFlyer, Croatia Airlines, Iberia Express, KLM Cityhopper, Lufthansa CityLine, Luxair og Widerøe.
Widerøe var sammen med engelske Flybe eneste på sidste måneds regionale liste med over 10.000 månedlige flyvninger. I alt havde de regionale selskaber på listen for februar 93.320 flyvninger og en gennemsnitlig rettidighed på 87,04 pct.
Flightstats opgørelser dækker ud over verdensdelene også hele verden – selskaber på denne liste skal udføre en vis procentdel af deres flyvninger til andre verdensdele. På denne liste – Global Airlines – toppede KLM sidste måned foran Austrian og LOT Polish Airlines.
Europas mest præcise store flyselskaber med over 10.000 månedlige flyvninger (standby.dk har medtaget Flybe og Widerøe fra de regionale flyselskaber – samt Norwegian, selv om Norwegian ikke havde over 10.000 flyvninger) – var ifølge Flightstats sidste måned:
KLM med 16.162 flyvninger og en rettidighed på 92,16 pct.,
Air Berlin: 12.202 – 90,37 pct.,
Lufthansa: 36.559 – 89,21 pct.,
Iberia: 14.085 – 88,10 pct.,
Alitalia: 15.630 – 87,53 pct.,
SAS: 23.013 – 86,01 pct.,
Air France: 25.331 – 85,52 pct.,
Flybe: 10.337 – 84,32 pct.,
Widerøe: 10.425 – 83,69 pct.,
Easyjet: 32.518 – 82,61 pct.,
Norwegian: 9.159 – 82,44 pct.,
British Airways: 27.963 – 80,81 pct.
og Swiss med 10.939 flyvninger i februar og en rettidighed på 80,32 pct.
Flightstats havde i februar 25 store europæiske ruteflyselskaber i sin opgørelse. Den gennemsnitlige punktlighed for de 25 med 300.278 flyvninger sidste måned var 85,74 pct.