København får nyt hotel til 500 mio. kr.

Wakeup Copenhagen Borgergade Hotel Arp-HansenHOTELLER: Oprindeligt skulle Københavns største hotelgruppe bygge hotel ved Kgs. Nytorv med 341 værelser – nu er naboejendommen købt, og så får hotellet i alt 498 værelser og 50 nye arbejdspladser.

”Allerede da vi sidste år købte Borgergade 9-11, havde vi en plan om også at købe Borgergade 13. Det er lykkedes nu, og byggetilladelsen er på plads,” siger adm. direktør for Arp-Hansen Hotel Group, Dorte Krak, til standby.dk

Første del af det to-stjernede Wakeup hotel tæt på Kgs. Nytorv åbner næste sommer med 341 værelser – til efteråret står anden del i nr. 13, klar. Prisen for det store hotel bliver ”tæt på 500 mio. kr.”

Arp-Hansen har i forvejen et Wakeup-hotel i forbindelse med gruppens Tivoli Hotel & Kongres Center. Det første Wakeup er sine 510 værelser det største af Arp-Hansens foreløbig 11 hoteller. Arp-Hansen Gruppen kommer i år op på ca. 800.000 overnatninger.

”Med det kommende Wakeup 2 runder Arp-Hansen 3.000 hotelværelser i København – ca. 20 pct. af hovedstadens hotelkapacitet. Ud over det bebudede nye hotel ved Tivoli Hotel & Congress Center med 288 værelser har vi ikke planer om nye hoteller, men dukker nye muligheder op på en attraktiv beliggenhed, vil vi være interesseret,” siger Dorte Krak og tilføjer: ”Antallet af hotelværelser i København fortsætter jo med at vokse – skal vi forsvare vores markedsandel på ca. 20 pct., skal vi næsten bygge et nyt hotel hvert år.”
”Vi har valgt at bygge 2-stjernet hotel i Borgergade, da vi jo allerede i området har to 4-stjernede hoteller, Phoenix og 71 Nyhavn.”

Også Wakeup 2 er tegnet af hotelgruppens ”husarkitekt,” Kim Utzon. ”Begge Wakeup Copenhagen-hoteller kan måle sig med mange af Københavns 3- og 4-stjernede hoteller, men prismæssigt ligger de på 2-stjernet niveau,” oplyser hotelgruppen.

Wakeup Copenhagen-konceptet bliver gennemført i Borgergade med møbler fra nogle af de bedste danske møbelproducenter. Fra hotellets øverste etager er der udsigt over byens tage.

For blot en måned siden kunne Arp-Hansen og Tivoli oplyse, at de fortsætter samarbejdet og opfører et nyt tematiseret forretningshotel med 288 værelser som en del af det nuværende Tivoli Hotel & Congress Center. Prisen på hotellet, der også tegnes af arkitekt Kim Utzon, bliver et trecifret millionbeløb.

Når det nye 12-etagers hotel står klar i 2016 bliver det præget af Tivolis ånd og med bl.a. 25 møde- og konferencerum. Den samlede hotelkapacitet for Tivoli Hotel kommer dermed op på 700 værelser og mødefaciliteter, der kan rumme 6.000 gæster.

Tivoli Hotel & Congress Center omfatter også de 510 værelser på lavprishotellet Wakeup Copenhagen. Kongreskomplekset vil efter udvidelsen samlet tilbyde 1.210 værelser. Arp-Hansen Hotel Group beskæftiger ca. 700 medarbejdere.