Københavns største hotelkæde dropper nyt projekt

Birthe Becker Schultz, koncerndirektør i Arp-Hansen for salg og marketing, i midten med Ebbe Kiær salgsdirektør i incomingbureauet BDP, og Wonderful Copenhagens salgsdirektør, Tina Seest.

Hotelkæden Arp-Hansen har opgivet muligt nyt hotel på Marmormolen i København. Til gengæld åbner kæden sit næste nyt hotel i det centrale København. Navnet på det 2-stjernede hotel er endnu uafklaret.

Hotelprojektet på Marmormolen bliver ikke til noget, sagde Birthe Becker Schultz, koncerndirektør i Arp-Hansen for salg og marketing, til standby.dk, da hotelgruppen i går holdt sin store, årlige workshop på sit nyeste hotel, Tivoli Congress Center, med 340 tilmeldte.

Arp-Hansen får i sommeren 2014 sit 12. hotel i København – kædens andet 2-stjernede. Arp-Hansen har netop købt grunden, hvor det nye hotel skal bygges med 340 værelser. Hotellet opføres i Borgergade 9-11 og skal tegnes af hotelgruppens ”husarkitekt” Kim Utzon.

Arp-Hansen havde i 2012 ca. en mio. gæster på sine københavnske hoteller; ”en lille fremgang i forhold til 2011 – og vi fik også overskud, størrelsen fortæller vi, når regnskabet er klart,” siger koncerndirektør, Dorte Krak.

Arp-Hansen Hotel Group består af 11 privatejede hoteller: Copenhagen Strand, Copenhagen Island, 71 Nyhavn Hotel, Gentofte Hotel, Grand Hotel, Hotel Opera, Imperial Hotel, Phoenix Copenhagen, The Square, Tivoli Hotel og Wakeup Copenhagen.

Samlet har koncernen 2.673 værelser og ca. 20 pct. af kapaciteten i København.

Grundstenen blev lagt i 1960, da murermester Alf Arp-Hansen købte Gentofte Hotel. Netop dette hotel har i øvrigt 17. marts åbent hus for borgerne i lokalområdet.