Bedring i verdensøkonomien er med til at øge købet af forretningsrejser, siger ny analyse. Arkivfoto: Henrik Baumgarten.

Køb af forretningsrejser måske normaliseret i 2024

Allerede næste år, to år før forventet, forudser Global Business Travel Association, verdens største sammenslutning indenfor erhvervsrejser, forbruget af forretningsrejser tilbage på 2019-niveauet.

Efter dykket under pandemien, er forretningsrejser hastigt på vej tilbage til niveauet i 2019, året før coronakrisen. I hvert fald omsætningsmæssigt, det er generelt blevet dyrere at rejse efter pandemien, så rejsende får ikke nødvendigvis det samme for pengene som før.

Men nu har amerikanske Global Business Travel Association, GBTA, der betegner sig som verdens største sammenslutning indenfor erhvervsrejser, opmuntrende nyt.

I en ny rapport fra GBTA forudses det, at det generelle forbrug på forretningsrejseområdet allerede næste år vil være tilbage eller overgå niveauet i 2019. Det er to år tidligere, end GBTA før havde forventet at niveauet kom på omgangshøjde med tiden før pandemien, skriver GBTA i sit netop offentliggjorte Business Travel Index Outlook.

GBTA bygger sin prognose på udviklingen sidste år på forretningsrejser. Her steg det estimerede globale forbrug på området 47 procent i forhold til pandemiåret 2021 til at komme over én billion dollars. I år forventer GBTA en gennemsnitlig global vækst på området på 32 procent. Næste år, vurderer GBTA, vil der blive købt forretningsrejser for 1,4 billioner dollars, stigende til 1,8 billioner i 2027.

Pengene på forretningsrejser blev sidste år generelt brugt cirka sådan her: Flybilletter: 18 procent, overnatninger: 38 procent, mad og drikke for de rejsende: 19 procent, mens ikke-luftbåren transport (for eksempel udlejningsbiler, tog og så videre) stod for 13 procent. Resten fordeler sig på området: andre rejseudgifter.

Mindre frygt for recession
GBTA vurderer, at den stigende vækst på forretningsrejseområdet skyldes en kombination af flere faktorer, blandt andet øget efterspørgsel, behov for at være fysisk til stede på markederne, en forbedret verdensøkonomi og at frygten for en recession er aftagende.

Suzanne Neufang, administrerende direktør for GBTA, siger ifølge Business Travel News: ”Den forventede modvind, vi forventede ville påvirke tilbagekomsten af global business travel, kom aldrig. Vores nye prognose indikerer en accelereret tilbagevenden hurtigere end forudset til forbruget før pandemien. Forbruget på forretningsrejser er en vigtig indikator for, hvordan det generelle rejsemarked er på vej tilbage.”

På udfordringssiden er fokus på stadig mere bæredygtige rejser samt fortsat øget brug af for eksempel virtuelle møder, hedder det.

 

Relaterede artikler:

Travel managers ser færre rejser for samme penge

De er verdens dyreste byer for forretningsrejsende

Stigende efterspørgsel på forretningsrejser