LUFTHAVNE: Cathay Pacific fra Oneworld åbner måske rute fra hjemmebasen i Hong Kong til København; først regnes det som mere sandsynligt, at Singapore Airlines vokser til dagligt fly på København. Fra december indsætter Emirates og Qatar Airways meget mere kapacitet på København.
Nordamerika er godt nok største marked for Københavns Lufthavn uden for Europa med ca. fire procent af de udbudte direkte flysæder. Men reelt er Asien størst, hedder det i ny analyse.
SAS flyver fra København til Beijing, Shanghai og Tokyo, mens Singapore Airlines har fem fly om ugen til København. Det giver ca. tre procent af Københavns Lufthavns direkte flysæder. Men analysen fra Centre for Aviation peger på, at hovedparten at de passagerer, der flyver med f.eks. Emirates og Qatar Airways ud af København, fortsætter fra hhv. Dubai og Doha til lufthavne i netop Asien. Emirates og Qatar Airways har i øjeblikket 2,2 pct. af passagererne fra Københavns Lufthavn.
90 pct. af sæderne til og fra København flyves på ruter indenfor Europa, viser analysen. Heraf står SAS for 42 pct., mens SAS og dets partnere i Star Alliance samlet har 52 pct. af flysæderne til og fra København.
Næste markante forøgelse på Københavns Lufthavn kommer til december. Her indsætter Emirates sin første version af verdens største passagerfly, Airbus A380, med plads til 615 passagerer. Emirates skal angiveligt have 15 af denne type med 615 pladser til destinationer med primært ferierejsende.
Ligeledes i starten af december går Qatar Airways fra sine nuværende 11 flyvninger om ugen med Boeing B787 Dreamliners til to om dagen mellem Doha og København.
Det tredje af de tre store flyselskaber fra Den persiske Gulf, Etihad fra Abu Dhabi, flyver endnu ikke på Norden. Men grundlaget for at åbne på f.eks. København menes lagt med en ny aftale om codeshare med SAS på flere ruter.
Etihads koncernchef oplyste sidste år til standby.dk, at selskabet har høj prioritet på at åbne til Skandinavien.
Og, står der i analysen fra Centre for Aviation, kan en af de næste ruteudviklinger i København komme fra Cathay Pacific, der flere gange har signaleret interesse for at åbne mellem sin hjemmebase Hong Kong og København. Muligheden blev senest drøftet ved World Routes-konferencen sidste måned i sydafrikanske Durban.
Hong Kong er største asiatiske rute fra København uden direkte forbindelse. Og Hong Kong-København kan komme i spil når Cathay fra næste år begynder at modtage sine nye Airbus A350’ere.
Ved Routes-konferencen blev det også signaleret, at Star Alliance-medlemmet Singapore Airlines forventer at øge fra sine nuværende fem til daglig afgang fra Singapore til København.
SAS har tidligere fløjet fra København til Bangkok, Hong Kong og Singapore. I dag er Thai Airways nærmest ene mellem Bangkok og København – Norwegian har dog også et fly eller to om ugen.
Ifølge Centre for Aviation er Thai meget tilfreds med sin rute fra Bangkok til København, en af de mest lukrative i Europa.
I dag har København kun langruter fra Star Alliance-medlemmerne Air Canada, Singapore Airlines og Thai – samt Norwegians langruter.
København får dog flere ruter til USA. Norwegian åbner snart på Las Vegas ud af København og får fra maj næste år et fly om ugen fra København til Boston. Fra næste efterår flyver SAS også dagligt til Miami fra Oslo og København.