Københavns Lufthavn i front med ruteudvikling

københavns-lufthavn-terminal-shoppingcenter.jpg

LUFTHAVNE: Det blev til et europamesterskab i ruteudvikling for lufthavne over 20 mio. passagerer, og dommerkomiteen lagde vægt på, at det er lykkedes at udvikle både lavpris og langruter samtidig.

Sidst år vandt Københavns Lufthavn verdensmesterskabet i ruteudvikling ved World Routes konferencen efter stemmer fra flyselskaberne. I år gjaldt det så Europa, hvor konferencen forleden blev afviklet i Marseilles. Her blev det igen til guld til Danmark.

”Prisen understreger, at ruteudvikling er andet og mere end almindelig salg- og markedsføring. Det er også et spørgsmål om det kreative og tillidsfulde samarbejde, vi har med flyselskaber,” siger adm. direktør i lufthavnen. Thomas Woldbye.

En flot vækst, og kunsten at balancere med udvikling af lavprisruter og de lange oversøiske ruter på samme tid, imponerede dommerne.
Nye interkontinentale ruter som SAS til San Fransisco, Norwegian  til Los Angeles og Fort Lauderdale samt lavprisselskaber som easyjet (lavpristerminalen), Vueling og igen Norwegian har imponeret komiteen.

Der var hård konkurrence i gruppen af lufthavne over 20 mio. Rækkefølgen blev: 1. København, 2.  Schiphol i Amsterdam, 3. Frankfurt, 4. El Prat Airport i Barcelona, 5. Fiumicino Airport i Rom og 5. Sheremetyevo Airport i Moskva.

I klassen under 20 mio. passagerer vandt Bruxelles lufthavn foran Athen. Under fire mio. var vinderen Bremen foran Krakow.

Hvad angår markedsføringen af selve destinationen vandt Valencia foran Stockholm, som fortsat kalder sig for Capital of Scandinavia. Forhåbentlig talte denne fejlagtige oplysning ikke med. Den kunne rent faktisk have diskvalificeret. Man skal nemlig holde sig til sandheden i sin markedsføring.