Københavns Lufthavn samlede luftfarten

Ole Wieth Christensen.

Ole Wieth Christensen.

LUFTHAVNE: 5 turoperatører og 11 flyselskaber var i går samlet på Hilton Copenhagen Airport for at netværke.

”I værste fald fik deltagerne intet ud af vores workshop, CPH Interline Workshop, i bedste fald fandt de nye samarbejdsmuligheder og partnere. Men det virkede som om, det blev godt modtaget, at turoperatørerne også var med til workshoppen,” sagde Københavns Lufthavns ruteudviklingsdirektør, Ole Wieth Christensen, i går til standby.dk

Som noget nyt var turoperatører inviteret med til den 9. udgave af CPH Interline Workshop – herunder store charterrejsebureauer som Bravo Tours og Star Tour.

Her kunne de møde 11 flyselskaber, der også holdt møder med hinanden. Sidste år havde workshoppen 14 flyselskaber med trafik på Københavns Lufthavn og fire, som ikke flyver på lufthavnen.

Blandt flyselskaberne i år var Alsie Express, Icelandair, SAS, Wideroe og to selskaber, der snart åbner på Københavns Lufthavn, det græske Star Alliance-medlem Aegean og SunExpress, der ejes ligeligt af Turkish Airlines og Lufthansa, det åbner fra 5. april for første gang ruteflyvning fra tyrkiske Izmir – fløjet to gange om ugen.

Københavns Lufthavns adm. direktør, Thomas Woldbye, bød deltagerne velkommen og fortalte om lufthavnens ekspansionsplaner fra de nuværende 24 til 40 mio. årlige passagerer gennem projektet Expanding CPH.

Ifølge Københavns Lufthavns hjemmeside har lufthavnen pt. 150 internationale ruter fordelt på 26 oversøiske, 109 europæiske og 15 skandinaviske – hertil kommer seks indenrigsruter, i alt 156.