Konflikt truer Air France og KLM i Danmark

Fagforeningerne HK/Privat – og 3F – har sendt første varsel om sympatikonflikt før mulig strejke mod Air France og KLM, der ikke vil indgå ny overenskomst med sine 35 HK-ansatte i Danmark. En konflikt vil ramme lufthavnene i Billund, København og Aalborg og betyde, at selskaberne ikke kan flyve til og fra Danmark.

 

HK’s konfliktvarsel kommer efter et lockoutvarsel fra Air France/KLM mod de danske HK-ansatte. Det omfatter også HK-medlemmer hos handlingselskabet Novia i Københavns Lufthavn samt lufthavnene i Billund og Aalborg.

 

3F har også fremsendt 1. sympatikonfliktvarsel for sine medlemmer i de tre lufthavne mod Air France og KLM.

 

Air France/KLM har ikke udsendt information i sagen, men HK/Privat oplyser i en pressemeddelelse, at sympatikonflikten betyder, at Air France/KLM ikke kan sende fly af sted fra Kastrup, Billund eller Aalborg fra 25. maj – hvis konflikten kommer.

 

Sympatikonflikten rammer hårdt, oplyser HK, da håndtering af Air France/KLM’s fly varetages af HK’s medlemmer i forhold til passagerer og 3F’s medlemmer når det gælder bagage og brændstof.

 

Striden drejer sig om fornyelse af overenskomsten. Air France/KLM har, ifølge HK, krævet omfattende nedskæringer i den gældende overenskomst, herunder et nyt lønsystem og ekstra arbejdstid. I den gældende overenskomst var medarbejderne sikret årlig regulering jf. pristalsindekset samt tillæg baseret på den enkeltes præstation. Da pristalsindekset i år er højere end de generelle lønstigninger på arbejdsmarkedet, ønskede virksomheden at afskaffe ordningen. Den har også været gældende i år, hvor pristalsindekset var lavere end de generelle lønstigninger.

 

”Tillidsrepræsentanterne og HK Luftfart er forstående overfor virksomhedens vanskeligheder og gik ind i forhandlinger om et nyt lønsystem, selv om det ville stille medarbejderne ringere. Da virksomheden ud over betydelige forringelser også ville have, at medarbejderne skulle arbejde længere uden at betale for det, måtte vi sætte hælene i,” siger René Knudsen, formand for HK Service Hovedstaden.

 

Parterne har forhandlet siden december og har været i Forligsinstitutionen uden at opnå enighed. Derefter har Air France/KLM optrappet konflikten via lockout, oplyser HK.

 

Sidste år havde Københavns Lufthavn 22,7 mio. passagerer. SAS var størst fulgt af Norwegian og nu krakkede Cimber Sterling. På sjettepladsen kom KLM med 464.000 passagerer, mens Air France var nr. 8 med 367.000 rejsende.

 

Air France og KLM har op mod seks flyvninger på hverdage mellem København og hhv. Amsterdam og Paris. Fra Billund flyver begge selskaber til de to byer, mens KLM også har rute fra Aalborg til Amsterdam.

Skrevet af Henrik Baumgarten