Londons S-togsystem – The Tube – har haft markant stigning i antal anmeldte lommetyverier og røverier, viser nye officielle tal. De er dog relativt lave i forhold til de mange millioner passagerer.
London Underground består af 11 linjer, der samlet betjener over 270 stationer – over og under jordoverfladen. Der er skønsmæssigt omkring én milliard togrejsende, byens borgere, turister og så videre. Dermed er The Tube, som London Underground kaldes i daglig tale, også en benyttet arbejdsplads for blandt andet lommetyve og voldsmænd.
Ifølge nye tal fra Transport for London (TfL), der blandt andet driver The Tube, offentlige busser og så videre, steg antallet af anmeldte kriminelle handlinger 56 procent mellem april og september i år sammenholdt med samme tidsrum sidste år, skriver Euronews.
Størst var stigningen i anmeldte lommetyverier, der steg med 83 procent i den nævnte periode, samt anmeldte voldelige røverier, som der var 107 procent flere af.
”Tyve arbejder steder med mange mennesker, herunder vores tog og busser – og vi arbejder tæt sammen med politiet for at komme det til livs, blandt andet med civile politipatruljer og øget brug af overvågningskameraer,” siger talsmand fra TfL til Euronews Travel.
Mediet tilføjer, at London ikke på samme måde som andre europæiske storbyer som Barcelona, Milano og Paris er ramt af organiseret kriminalitet i den offentlige transport. 39 procent af tyverier sker på London-stationerne, resten i togene, oplyses det.
Tyvene har mange favoritsteder
Statistikken fra Transport for London nævner mange steder i og ved London Underground, hvor der navnlig meldes om tyverier. Det kan være stationer som Kings Cross, Leicester Square og Oxford Circus.
Tube-linjen The Northern Line var den med flest anmeldelser som lommetyverier og tyveri fra rejsendes bagage – men trods alt ”kun” med 676 tyverier ombord på togene på en rute med i snit over én million daglige rejsende. Rapporten nævner også Jubilee Line og Piccadilly Line – og at lommetyverierne navnlig sker i weekender samt i myldretider, hvor der står mange rejsende tæt inde i togene.
Voldelige røverier sker hyppigst på stationer – dem var der ”kun” 14 af mellem april og september i år. De tre bydele i London med flest røverier i offentlige busser sker i Croydon, Haringey og Westminster i det centrale London.
Rapporten nævner også andre ubehagelige oplevelser for de togrejsende i The Tube-systemet, for eksempel, at fulde rejsende navnlig antaster kvinder.
Relaterede artikler:
Ny på førstepladsen over danske rejsefavoritter