Dronefoto med Klitrosen Hotel i forgrunden, til højre ligger Rønnes Hotel og i baggrunden ses Vesterhavet. Foto: Klitrosen Hotel.

Krakket hotel fik hurtigt ny lokal ejer

Driftsselskabet bag nordjyske Rønnes Hotel blev erklæret konkurs sidste måned. Nu har direktøren for nabohotellet ved Jammerbugten købt selve hotelbygningen.

Helle Petersen, der siden 2017 har været forpagter af Klitrosen Hotel med 27 værelser i Slettestrand, har købt selve bygningen med Rønnes Hotel og dets 63 værelser af den hidtidige ejer, Lars Mouritzen. Han er også lokalformand for HORESTA i Nordjylland.

”Vi havde talt om købet af Rønnes Hotel i nogle måneder, men der skulle handles nu,” siger Helle Petersen til STANDBY.DK om købet; hun ønsker ikke at oplyse prisen for købet af bygningen med Rønnes Hotel. De to hoteller ligger tæt på hinanden og blandt andet Vesterhavet.

Driftsselskabet bag hotellet hed indtil den 5. marts Rønnes Hotel A/S, men skiftede forud for konkursen navn til Hotelselskabet af 05.03.2021 A/S. Nu har Helle Petersen oprettet et nyt driftsselskab for Rønnes Hotel.

”Rønnes Hotel er et veldrevet og rigtig dejligt hotel som passer godt sammen med Klitrosen. Jeg glæder mig til vi igen kan åbne Rønnes Hotel når restriktionerne tillader det og det giver mening – forhåbentlig den 7. maj.

Jeg har mange planer for hotellet, jeg ønsker blandt andet en mere bæredygtig virksomhed og med en større indsats mod en mere økologisk linje, men samtidig ønsker jeg også at drive det videre i samme ånd med respekt for hotellets historie og dets mange trofaste kunder,” siger Helle Petersen i en pressemeddelelse.

Hendes eget Klitrosen Hotel er i øjeblikket kun åben i weekender ligesom det var åbent gennem påsken.

Havde ejet hotellet siden 2014
Rønnes Hotel, der også har flere sale og restaurant med plads til flere hundrede gæster, blev i 2014 købt af Lars Mouritzen. Han har også drevet Restaurant Papegøjehaven i Aalborg Kongres & Kultur Center.

I pressemeddelelsen siger Lars Mouritzen. ”Salget af hotellet har intet med den ulykkelige konkurs i mit driftsselskab (for Rønnes Hotel, red) at gøre.”

Han oplyser også, at han har opsagt sin forpagtningskontrakt på Restaurant Papegøjehaven. ”Jeg følte, at tiden er kommet til at få ”tavlen visket ren” og lade nye kræfter komme til på Rønnes, og så jeg kan starte et nyt kapitel i mit liv enten som selvstændig eller som ansat et sted, hvor der kan drages nytte af min erfaring og kompetencer,” siger Lars Mouritzen.

Relaterede artikler:

Større dansk hotel konkurs

HORESTA om gavekortfirma: ”Fup og fidusmager”

Stor stigning i konkurser hos danske hotelselskaber