Kritik af flyselskaber fra Forbrugerombudsmanden

Når det er lovpligtig at udbyde en ydelse til forbrugerne, skal det ske tydeligt, siger markedsføringslovens krav om god markedsføringsskik. Dette har Forbrugerombudsmanden indskærpet i sag om den måde flere flyselskaber i Danmark udbød konkurssikring på. De fire flyselskaber har efter påtalen ændret deres hjemmesider, så private forbrugere samtidig med billetkøb har mulighed for at købe konkursforsikring.

 

Det skriver Forbrugerombudsmanden på sin hjemmeside. Reaktionen kom efter at Forbrugerombudsmanden sidste år fik flere klager over den måde, 11 flyselskaber udbød konkurssikring.

 

Siden starten af 2010 har det været lovpligtigt at tilbyde privatrejsende med f.eks. rutefly at kunne købe konkursforsikring. Forbrugeren skulle i så fald betale et bidrag til rejseudbyderen, f.eks. via flyselskabets hjemmeside. Herefter viderebetaler flyselskabet bidraget til Rejsegarantifonden. Rejseudbyderen skal derfor senest umiddelbart efter købet af og betaling for rejseydelsen udbyde konkurssikringen, hedder det.

 

Da der er tale om en lovpligtig ydelse, er det Forbrugerombudsmandens opfattelse, at forbrugerne tydeligt skal gøres opmærksom på muligheden for at tilkøbe konkurssikringen.

 

I sin vurdering af flere flyselskabers danske hjemmesider har Forbrugerombudsmanden lagt vægt på, at oplysningen om konkurssikring blev givet i forbindelse med købet af selve rejseydelsen – ikke blot f.eks. under en sidemenu med generelle rejseoplysninger.

 

Forbrugerombudsmanden har desuden lagt vægt på, hvilken risiko der måtte være for, at forbrugeren evt. overså informationen, f.eks. fordi den stod sammenblandet med kommercielle oplysninger så som køb af ekstra bagagevægt, leje af bil eller hotelværelse.

 

Cimber Sterling, Iberia Airlines, Qatar Airways og SAS måtte på den baggrund ændre deres hjemmesider, oplyser Forbrugerombudsmand, Henrik Øe, i sin kendelse og tilføjer: ”Jeg vil også i fremtiden holde øje med området.”

 

I alt havde Forbrugerombudsmanden fået klager over 11 flyselskaber, men altså kun indskærpet reglerne overfor de nævnte fire.

Skrevet af redaktionen