LUFTFART: Ryanair er uærlig overfor sine rejsende, mener de britiske luftfartsmyndigheder. Flyselskabet ”vildleder konsekvent passagererne,” lyder noget af kritikken, der kan ende med bøde. Selskabet har i år tre mio. passagerer til og fra Danmark.
Ryanair kan muligvis se frem til strafferetlige tiltag fra de britiske luftfartsmyndigheder, CAA, Civil Aviation Authority. CAA mener, at Ryanair vildleder flypassagerer om deres rettigheder i forbindelse med de netop bebudede masseaflysninger, der samlet rammer omkring 750.000 rejsende.
Ryanair meddelte onsdag i denne uge, at man vil indstille betjeningen af 34 ruter fra november i år til marts næste år. Det betyder 18.000 aflyste flyvninger, hvilket rammer 400.000 passagerer. Det kommer i kølvandet på de tidligere bebudede 2.100 flyaflysninger, der rammer 315.000 passagerer pga. Ryanairs pilotmangel.
I et brev til Ryanairs koncernchef, Michael O’Leary, skriver CAA, at det var forkert, da han sidste uge hævdede, at Ryanair juridisk ikke er forpligtet til at ombooke berørte passagerer til f.eks. andre selskaber efter deres flyvninger med Ryanair blev aflyst, skriver avisen The Guardian.
CAA er også utilfredse med, at Ryanair undlod at informere de berørte passagerer om flyselskabets pligt ifølge gældende lovgivning til at godtgøre udgifter som følge af aflysningerne. De omfatter bl.a. måltider, hotelovernatninger samt transport til andre lufthavne, lyder det fra CAA.
CAA beder Ryanair opdatere sine mangelfulde oplysninger overfor de berørte passagerer – CAA indbød samtidig Ryanair til møde for at få løst problematikken. De britiske luftfartsmyndigheder har også meddelt Ryanair, at flyselskabet kan se frem til sagsanlæg, hvis selskabet ikke har fulgt gældende lovgivning om forbrugerbeskyttelse.
Denne trussel får næppe Michael O’Leary & Co. til at ligge søvnløse – Ryanair forventer i dette regnskabsår et overskud på mindst ti milliarder kr.
Til BBC siger direktøren for CAA, Andrew Haines, at Ryanair ikke har fulgt gældende britisk lovgivning om forbrugerbeskyttelse. Han siger, at han og CAA er ’rasende’ på Ryanair: ”Der er klar lovgivning på området, der skal beskytte passagerer ved flyaflysninger. Det har vi gjort krystalklart for Ryanair, der udmærket kender deres juridiske forpligtigelser,” siger han.
Ryanairs masseaflysninger berører ikke Danmark
De 34 indstillede Ryanair-ruter fra november til marts næste år rammer ikke Danmark. Selskabet har ca. 1.800 årlige ruter mellem 200 lufthavne primært i Europa, heraf flyves de 1.100 i vintersæsonen. På årsbasis flyver Ryanair omkring 800.000 flyvninger.
Ingen ruter til Danmark berøres, men ruterne Sofia i Bulgarien til Skavsta ca. 100 km fra Stockholm, samt ruten fra Hamborg til Sandefjord ca. 100 km fra Oslo, indstilles.
I år forventer Ryanair tre mio. passagerer til og fra Danmark – heraf 2,5 mio. til Københavns Lufthavn, hvor det er tredjestørste flyselskab efter SAS og Norwegian. De øvrige Ryanair-passagerer i Danmark flyver til og fra lufthavnene i Billund, Aarhus og Aalborg.
Alle de berørte passagerer har fået mails hvis deres flyvninger er aflyst. Ryanair forventer i dette regnskabsår 129 mio. passagerer – de 50 mio. flyver i de fem vintermåneder, oplyser selskabet.