Krydstogtprogram på TV2 påvirkede ikke salget

Det var dramatiske billeder, som blev rullet frem på TV2 mandag aften. Først en time, hvor 767.000 så på, eller godt halvdelen af dem, der så TV på det tidspunkt. Senere på aftenen i en opfølgning med 319.000 seere.

 

Det kunne virke som en kold afvaskning for folk med lyst til at prøve den nye ferieform, men det blev ikke tilfældet.

 

”Jeg kunne godt have frygtet det en smule, men vort salg tirsdag har levet helt op til vore forventninger, måske endda en smule over, ” siger adm. direktør Ole Kyed fra Scandinavian Cruise Center til takeoff.dk
”I dagene lige efter katastrofen fik vi afbestillinger, især fra nogen der senere på året skulle med Costa Concordia, og nu blev tilbudt andre muligheder hos rederiet. Det aftog hurtigt,” fortsætter han.

 

I USA går det trægt, og priserne ser ud til at rasle ned. Amerikanske passagerer er traditionelt langt mere tilbageholdende efter ulykker, og i går kom et af de store bureauer ud med stribevis af store rabatter for sommerens krydstogter, især til Alaska og Europa. Både Carnival og Royal Caribbean har rapporteret om et fald på 20 procent i bookinger i løbet af 14 dage i januar.

 

Som noget nyt lancerede Cruise One en stor kæde af krydstogtbureauer nu tilbud om ”bestil nu og betale senere”. Ofte må man betale depositum op til 75 dage inden afgang.

 

”Vi ændrer i samtlige vore bureauer og venter på, at begejstringen vender tilbage,” siger kædens præsident.

 

I Italien fik den uheldige kaptajn på Costa Concordia i går i retten forlænget sin husarrest, tiltalt for uagtsomt manddrab.

Skrevet af Ejvind Olesen