Under dette års sommerhøjsæson har Norwegian Cruise Line ni krydstogtskibe i europæiske farvande. Fordelt på 101 krydstogter sejler de i Middelhavet, Nordeuropa og Atlanterhavskysten.
Under årets europæiske sommersæson besøger krydstogtskibe fra Norwegian Cruise Line (NCL) over 140 destinationer i Nordeuropa, Middelhavet, de græske øer og Atlanterhavskysten.
Sidste år sejlede 8,2 mio. passagerer på krydstogt i Europa, det var en halv million mere end før pandemien, oplyser NCL i en pressemeddelelse.
Med skibet Norwegian Epics ankomst til hjemhavnen i Civitavecchia ved Rom har Norwegian Cruise Line startet årets krydstogtsæson i Europa. En sæson, der byder på 101 europæiske ruter med 38 rundrejser og 63 open-jaw ruter med anløb i 140 europæiske havne, oplyser rederiet.
I alt vil NCL have ni skibe i regionen, herunder selskabets nyeste, Norwegian Prima og Norwegian Viva samt Norwegian Escape, som vender tilbage til Europa efter sin første sæson i 2022.
David Herrera, koncernchef for Norwegian Cruise Line, siger i pressemeddelelsen: ”Når vi i denne sæson vender tilbage til Europa, forbliver vores mål det samme – at skabe oplevelser for vores gæster.”
Kun 10 timer i havn
Med et gennemsnit på 10 timer i havn er der med NCL’s krydstogter en vis mulighed for at udforske de europæiske storbyer på egen hånd, oplyser rederiet.
NCL-koncernen omfatter tre varemærker; mainstreamproduktet Norwegian Cruise Line med 19 krydstogtskibe, det finere Oceania Cruises (syv skibe) og highend-rederiet Regent Seven Seas Cruises (fem skibe).
Gruppen har omkring 10 procent af det globale krydstogtmarked, der i år anslås at nå 35,7 millioner passagerer. Sidste år havde NCL-koncernens skibe samlet 2,7 millioner passagerer.
Caribien er verdens største krydstogtmarked
35,7 millioner passagerer, flest fra USA, fulgt af Kina, Tyskland og Storbritannien, forventes i år at sejle på et oceangående krydstogtskib. Der er en stigning på over 13 procent fra de 31,5 millioner sidste år – der var seks procent højere end tallet fra 2019, året før pandemien.
Det viser nye tal fra CLIA, Cruise Lines International Association, krydstogtrederiernes globale brancheorganisation.
Analysen fra CLIA viser blandt andet, at Caribien også i år fastholder sin position som verdens største krydstogtmarked med 40 procent af den udbudte krydstogtkapacitet. Mindst 42 krydstogtrederier udbyder i år krydstogter i Caribien; størst er netop Royal Caribbean International med en række skibe.
Middelhavet har verdens næststørste krydstogtmarked med 16 procent af den udbudte kapacitet i år. Efter Middelhavet følger Nordvesteuropa med blandt andet Skandinavien, herunder de meget efterspurgte norske fjorde, samt Asia/Pacific-regionen, begge har under 10 procent af årets udbudte krydstogtkapacitet, skrev Cruise Industry News i marts i år.
Relaterede artikler:
Norwegian efterlod forsinkede krydstogtpassagerer