Krydstogtrederi forlader Europa

2019/08/defaultmain.jpgKRYDSTOGT: Verdens største krydstogtrederi, uheldsramte amerikanske Carnival, opgiver at have egne krydstogtskibe i Europa – men er stadig repræsenteret via flere datterselskaber.

Næste år vil Carnival ikke have egne krydstogtskibe i europæiske farvande, oplyser rederiet. Det henviser til konkurrencen fra andre rederier samt dyrere flybilletter mellem USA og Europa. Hovedparten af Carnivals gæster på dets europæiske krydstogter kommer netop fra USA.

Carnival har denne sommer et enkelt skib i Europa, Carnival Legend, det skal næste år sejle fra australske havne, mens rederiets andre skibe vil holde sig tæt til amerikanske havne.

Rederiet beholder sit europæiske salgsteam i England og udelukker ikke, at man en dag vender tilbage til Europa, skriver Europa-direktør, Adolfo Perez, til rejsebureauer, der har booket Carnival i Europa. ”Hovedparten af vores britiske passagerer sejler på krydstogt ud af nordamerikanske havne,” skriver han.

Carnival har i øvrigt været ramt af en lang række uheld i år. Senest i sidste uge, hvor et ungt par, der var passagerer på Carnival Spirit forsvandt ca. 100 sømil ud for Australien, skriver avisen Sydney Morning Herald.

I sidste måned kunne hjemmesiden CruiseCritic.com offentliggøre en rapport om, at Carnival Fascination ikke havde bestået en inspektion fra Centers for Disease Control and Prevention. Under en uanmeldt inspektion i februar, scorede Carnival Fascination 84 ud af 100 mulige point. For at bestå kræves mindst 86 point. I alt blev Carnival Fascination noteret for 44 mangler lige fra manglende papirhåndklæder ved en håndvask på et badeværelse til kakerlakyngel og fluer ved et juiceanlæg og til store spyfluer ved utildækkede hamburgerbøffer, skriver Maritimedanmark.dk

Tidligere i år tvang tekniske problemer på tre af rederiets krydstogtskibe Carnival til at aflyse 10 krydstogter med Carnival Triumph og to europæiske togter med Carnival Sunshine. Aflysningerne sker for at kunne gennemføre grundige eftersyn af de store skibe.

Tre af rederiets krydstogtskibe – Carnival Triumph, Carnival Dream og Carnival Legend – er alle blevet ramt af tekniske problemer.

Værst gik det ud over Carnival Triumph, hvor over 4.200 passagerer og besætningsmedlemmer i fem dage var fanget om bord under meget ubehagelige omstændigheder efter en brand i maskinrummet.

Det har fået rederiet til at iværksætte en grundig gennemgang af samtlige rederiets skibe for at sikre, at nødgeneratorer kan opretholde hoteldriften om bord, selv om skibets hovedmotorer bliver sat ud af spillet.

Carnival-gruppen omfatter 11 krydstogtrederier med i alt over 100 skibe og plads til 190.000 passagerer.

Blandt rederiets varemærker er tyske AIDA Cruises, selve Carnival Cruise Lines, italienske Costa Cruises, britiske Cunard Line, amerikanske Holland America Line, spanske Ibero Cruises, P&O Cruises, der findes i såvel et britisk som et australsk selskab, samt de to amerikanske rederier Princess Cruises og Seabourn Cruise Line.