Krydstogtskibene drejer uden om Afrika

USA advarer amerikanske turister om at besøge både Tunis og Egypten og flere andre muslimske lande. Det tager krydstogtselskab nu konsekvensen af.

 

Silversea har straks valgt at droppe anløb til Tunis. Silver Cloud anløber i stedet for Gozo og Malta. Holland-America har tidligere dirigeret Nieuw Amsterdam til Cagliari på Sardinien. Nu sendes Ryndam til Napoli i stedet for Tunis, mens Noordam  i første omgang vælger Cagliari i stedet for Tunis.

 

Der er en lidt mere afventende holdning til Egypten, hvor der også er betydeligt flere krydstogtskibe, men Oceania Cruises har allerede droppet anløb i oktober til Alexandia og Port Said, og i stedet valgt Antalya i Tyrkiet og forlænget opholdet i Asdod i Israel – nok det næsten værste der kunne ske for den egyptiske turisme. At tænke sig, at kunderne lige præcis vælger Israel til – i stedet for Egypten.

 

De nævnte skibe har mange amerikanske passagerer om bord og er derfor yderst varsomme med at gå på tværs af de amerikanske advarsler.

 

Royal Caribbean og Celebrity har sat Egypten under observation som krydstogtmål i de kommende måneder, men har endnu ikke besluttet sig for ændringer. Det samme gælder i følge amerikanske kilder også MSC Cruises.

Skrevet af Ejvind Olesen