CARGO: 38-årig får ansvaret for at styre og udvikle luftfragten i Københavns Lufthavn. Luftfragt udgør op til 20 pct. af omsætningen på flere passagerruter -lufthavnen betjenes af fem fragtflyselskaber.
Luftfragten er en af de mindre synlige aktiviteter i Københavns Lufthavn, men samtidig en af de vigtigste for lufthavnen og erhvervslivet. Værdien af en tredjedel af dansk eksport ud af EU flyves nemlig.
Marianne Juul bliver fra 15. oktober Air Cargo Manager i CPH, der driver Københavns Lufthavn. Med den titel følger bl.a. ansvaret for at forbedre og udvikle luftfragten i lufthavnen.
Hun kommer til CPH fra Jet Time, hvor hun siden 2012 har udviklet det danske flyselskabs cargo-forretning og har arbejdet med nogle af de største cargo-operatører i Europa. Hun har arbejdet med luftfragt i 18 år hos en række selskaber.
Morten Tranberg Mortensen, der er chef for Airline Sales i Københavns Lufthavn, er glad for den nye medarbejder: ”Vi glæder os til at sætte fornyet fokus på at drive vores daglige cargo forretning og videreudvikle Københavns Lufthavn til et endnu støtte internationalt cargo hub,” siger han.
Københavns Lufthavn er et nordeuropæisk knudepunkt for luftfragt og havde sidste år over 370.000 tons luftfragt, en stigning på over 20 pct. siden 2010.
Selv om luftfragt kun udgør én pct. af den samlede fragtmængde, så svarer det til 32 pct. af den samlede værdi af Danmarks handel med udlandet,” oplyste Københavns Lufthavn tidligere i år.
En stigende del af fragten på Københavns Lufthavn flyves i dag med passagerfly, den såkaldte ’belly cargo’. Den udgjorde sidste år knap 40 pct. af lufthavnens samlede mængde luftfragt.
For især de lange interkontinentale flyruter er ’belly cargo’ en særdeles vigtig del af forretningen. Luftfragt kan udgøre op til 20 pct. af omsætningen på flere passagerruter.
Af regulære fragtfly betjenes Københavns Lufthavn af China Cargo Airlines, DHL, Emirates Sky Cargo, FedEx og Singapore Airlines Cargo.
Københavns Lufthavn huser fragtfirmaer som Air Cargo Handling, Airland Logistics, CTS Express, DHL Aviation, Fedex, Internationalt Postcenter, Jetpak, Kuehne + Nagel og Spirit Worldwide Flight Services.