Lad os så få den forsikring

2019/08/defaultmain.jpgMANDAGSKLUMME: Kun på den måde kan vi finde ud af, hvad vi mister ved den ny finanslov, hvor ingen politikere helt er klar over, hvor forslaget stammer fra.

Af Ejvind Olesen

Det eneste man ved med nogenlunde sikkerhed er, at Finansloven 2014 indfører borgerbetaling for rejseforsikring, og at staten sparer 60-80 mio. kr. om året på det, der tidligere med fuld ret er kaldt for verdens bedste rejseforsikring. Spørg blot lægerne i Grækenland, Spanien og Østrig.

Et sandt overflødighedshorn var det, da en dansker på ski i alperne kunne kaste sig ud på de mest vovede løjper, brække arme og ben og det der var værre, og få al reparation dækket, inklusive flyverejsen hjem af Det gule Kort.

Det er senere blevet fjernet, og når kortet løber helt ud næste år – ingen ved endnu præcist hvornår – er vi overladt til det noget mere tvivlsomme blå kort, som alle EU borgere kan få gratis.

Glem det. Der er alligevel alle mulige forbehold. I nogle lande skal man selv betale 30 procent af lægehjælp og hospitalsophold for det skal landets egne borgere. Hvorfor skulle vi så stilles bedre? Det er ikke ulejligheden værd.

Forsikringsselskaberne må snarest komme med prisen på en rejseforsikring, som det var før i tiden, en uge, en måned og et år. Med dækning på alt det, en dansk turist forventer, skal være dækket.

Hvad det skal koste, for eksempel for at være dækket ind i EU i et år ved selskaberne endnu ikke. Hidtil har de dækket en overbygning på det gule kort for et sted omkring 250 kr. Lad det så blive det dobbelte, så vi ved hvor vi står, hvis det ender der.

Gouda og Europæiske går i spidsen, men hertil kommer så alle de andre former for familieforsikring, kreditkortselskaber med videre, som også byder sig til.

Vi ved nu, at det er et skridt på vej mod mere brugerbetaling. Noget som hverken regering eller Enhedslisten kan lide. Men som alligevel gennemføres.

Det skal ikke savne min opbakning. Når danskerne i dag har råd til at kaste sig ud på den ene lavprisrejse efter det anden til 500 kr. eller mindre, så har de også råd til en gang om året at betale det samme for at være sikret en god behandling og hjemrejse.