Lars Bording bliver kommerciel direktør i Cimber Sterling

15. marts tiltræder tidligere adm. direktør for erhvervsrejsebureauet CWT i Danmark og senest salgs- og marketingsdirektør i SAS i Danmark, Lars Bording (foto), i direktionen for Cimber Sterling.

 

Ansættelsen af Lars Bording sker for at styrke ledelses- og handlekraften i Cimber Sterling, oplyser selskabet.

 

Samtidig meddeler Cimber Sterling, at man må reducere sine personaleomkostninger 10 %. Ledelse og tillidsrepræsentanter i selskabet er blevet enige om en indstilling til de 850 medarbejderne om en omkostningsreduktionen, der forventes at give en besparelse på 35 mio. kr. i dette og næste år.

 

Offentliggørelsen sker samtidig med en nedjustering af det forventede primære driftsresultat (EBIT) for regnskabsåret 2009/10, og den skal ses i sammenhæng med den hårde markedssituation, Cimber Sterling Group oplever pt.

 

Nedjusteringen sker på baggrund af øget konkurrence med hårdt pres på priserne, reduceret efterspørgsel og ekstraomkostninger som følge af den hårde vinter. Den gennemsnitlige passagerindtægt for 3. kvartal forventes at være faldet 7 % som følge af konkurrencen.
Den stærke vækst i selskabets aktivitet fortsatte, idet antallet af befordrede passagerer i 3. kvartal 2009/10 var 60 % højere end i 2008/2009, men 11 % lavere end forventet.
Derfor nedjusteres omsætningen for 2009/10 fra op mod 1,7 milliarder kr. til max 1,6 mia. kr.

 

For regnskabsåret 2010/11 forventes et primært driftsresultat (EBIT) på plus-minus 30 mio. kr.
Cimber Sterling forventer, at bunden er nået med dramatiske prisfald.

 

Cimber Sterling Group vurderer, at de negative markedsforhold fra 3. kvartal vil fortsætte i 4. kvartal, hvorfor selskabet nedjusterer forventningen på det primære driftsresultat (EBIT) fra et underskud på 60 mio. kr. til et underskud på 200-220 mio. kr.

 

Cimber Sterling reducerer sin flyflåde fra de nuværende 28 til 23 fly. To CRJ200 fly returneres til udlejer i april, endnu to Boeing 737, selskabets nr. syv og otte, leases alligevel ikke, og en ATR72, som på nuværende tidspunkt er udlejet, forventes fortsat udlejet i stedet for sat i egen produktion.

Skrevet af Henrik Baumgarten