Lavere danske hotelpriser

Selv om gennemsnitsprisen på et hotelværelse på verdensplan steg 3% i første halvår af 2011, faldt de danske værelsespriser med 1% i samme periode. Dermed er de danske hotelpriser faldet 17% over de seneste tre år. Et stigende udbud af hotelværelser holder prisen nede, vurderer Hotels.com

 

Det koster i gennemsnit 843 kroner at leje et hotelværelse i Danmark, og det er 1% mindre end på samme tid sidste år. Prisfaldet sker på trods af, at de globale hotelpriser nærmer sig 2005-niveauet. Det fremgår af Hotels.coms Hotel Price Index.

 

Fra 2008 til 2009 faldt gennemsnitsprisen med knap 12%, og fra 2009 til 2010 faldt gennemsnitsprisen på et dansk hotelværelse med 6% fra 897 til 846 kroner. Danmark blev dermed det land i Europa, der oplevede det største prisfald. Og mens priserne nu stiger globalt, viser tallene for 1. halvår 2011, at de danske priser fortsat er faldende.

 

Tendensen i Danmark gør sig ikke gældende globalt. Efter mange år med markante prisfald er der på verdensplan sket en fremgang på 3% i første halvår af 2011.

Skrevet af Flemming Juul