Legoland søger 450 sæsonansatte

TURISME: Den 27. og 28. januar har Legoland jobmesse på Hotel Legoland. Legoland søger 450 nye medarbejdere til dette års sommersæson.

For 11. år i træk inviterer Legoland måske kommende sæsonmedarbejdere til jobdage. På jobmessen får de fremmødte mulighed for at tale med lederne i de enkelte afdelinger. De, der allerede har søgt job i Legoland, er også velkomne, for dem er jobmessen en oplagt lejlighed til at vise, hvem man har at byde på.

”Jeg vil opfordre alle interesserede til at møde og hilse på deres måske kommende arbejdsgiver,” siger personalechef, Bente Noringriis og tilføjer: ”Jobmessen er to særlige mærkedage. Det betyder, at en ny sæson nærmer sig, og vi ikke mindst snart skal byde velkommen til en masse nye kolleger.”

Parken søger 450 nye sæsonmedarbejdere. Det er muligt at søge job inden for forlystelser, mad og drikke, butikker, information og billetsalg, hotel, restaurant, rengøring eller P-vagt.

Legoland har 250 fastansatte medarbejdere. Sæsonen løber fra 1. april til 5. november.

Direktør i Legoland, Christian Woller, vil være til stede fredag d. 27. januar.

Legoland er efter Tivoli og Dyrehavsbakken Danmarks mest besøgte forlystelsespark med ca. 1,8 mio. besøgende sidste år. Legoland er en del af Merlin Entertainments.