Lindegaard måske på vej til Brøndby

Jørgen Lindegaard.

Nej, ikke Anders Lindegaard fra Manchester U., men Jørgen Lindegaard fhv. koncernchef i SAS. ”Der er meget, der skal afklares først, siger han, som tidligere har været i bestyrelsen i FCK.

Der var nogen, der troede at Manchester Uniteds målmand, Anders Lindegaard, som for tiden frister en trist tilværelse på bænken hos det engelske storhold, ville vende tilbage til dansk fodbold og Brøndby, da de så sportsiderne lørdag i både Berlingske og B.T.

Det var imidlertid en helt anden Lindegaard, nemlig den tidligere koncernchef i SAS, som rygtevis nu er et emne som formand i en helt ny Brøndby konstellation med en investorgruppe anført af Daniel Agger, pt. Liverpool, men med varme følelser for sin gamle klub.

”Jeg ved kun, at jeg har sagt ja til at medvirke i en eller anden forstand, hvis der er nogen eller nogle, jeg tror vil lave en ny start for Brøndby. Men det er en myretue af forskellige interesser, som der først skal være styr på,” siger Jørgen Lindegaard til standby.dk.

Lindegaard fik ellers nok af fodbold en overgang som medlem af FCK`s bestyrelse, hvor han  med lang erhvervserfaring på topniveau  stiftede bekendtskab med en utraditionel formand i Erik Skjærbæk. Han er i øvrigt fortsat formand.

Kort før de to havde et mere eller mindre kendt sammenstød på et bestyrelsesmøde, sagde Lindegaard: ”Den bestyrelse (underforstået formanden) vil jeg væk fra hurtigst muligt.”

Nu kan han passende tage hævn ved at være med til at skabe et hold, som igen kan slå FCK.