To makakaber bader i en varm kilde i Jigokudani Yaen-Koen. (Foto: Japan National Tourism Organization | PR)

Lokker med badende aber og frossent vandfald

Japan er inde i en god stime, hvor antallet af ankomster stiger, og selvom det er blevet vinter, håber landets turistråd at man fortsat kan trække turister til med en række særegne oplevelser.

Japan er en populær destination blandt turister i disse dage, da landet i årene efter COVID-19-pandemien atter har fået tag i rejsende fra flere verdensdele. Det gælder ikke mindst de nordiske lande, kunne Japan National Tourism Organization (JNTO) fortælle for nyligt.

En opgørelse fra det nationale turistråd viste nemlig, at rejsende fra Norden har tegnet sig for 109.100 ankomster i Japan fra januar til september i år. Antallet repræsenterer en vækst på 33 procent, når man sammenligner med sidste år.

Det samlede antal ankomster fra udlandet endte i perioden på 26,8 millioner, og det er en stigning på 55 procent i forhold til det samme tidsrum i 2023.

Har slået sig ned i Sverige
FDM Travel ytrede i september ligeledes en forventning om, at netop Japan på sigt kan blive et af bureauets store oversøiske destinationer. Det skete i forbindelse med, at man præsenterede nyheden om, at man fremover vil arrangere kør-selv-ferier til landet.

Tidligere i år etablerede JNTO desuden et kontor i Sverige, hvor indsatsen med at øge Japans synlighed som destination for ferierejser og MICE (Meetings, Incentives, Conferences and Events) i Sverige, Danmark, Norge og Finland er forankret. Disse fire betegnes som nøglemarkeder.

Interessen har også givet sig udtryk i, at Japan i begyndelsen af oktober i år blev kåret som det bedste rejseland uden for Europa ved den seneste udgave af Danish Travel Awards. Her løb landet med prisen, mens Australien og Thailand fulgte efter på de næste pladser.

Snesko, skistøvler og badebukser
Selvom årsskiftet er i sigte og der venter nogle kolde måneder forude, har Japan ikke i sinde at lade det igangværende momentum svinde ind. Derfor retter JNTO nu rampelyset mod en række af de oplevelser, som landet byder på i de kolde måneder.

JNTO håber blandt andet, at muligheden for at vandre med snesko til det 60 meter høje Amida-vandfald. Det er delvist frossent om vinteren og fremstår derfor til en vis grad som en isskulptur, ligesom de lokale betragter det som værende helligt.

Derudover fremhæves et af landets største skiområder Zao også. Det har 14 forskellige pister og 12 ruter, der betjenes af 36 lifte, mens skiresortet Kiroro i Hokkaido har fire offpiste-områder i tillæg til de almindelige løjper. Her kan sneen nå en dybde på over fem meter.

I parken Jigokudani Yaen Koen kan besøgende se vilde japanske makakaber, der bader i områdets varme kilde for at holde sig varme i vinterkulden. Ønsker man selv at prøve de varme kilder, kan det ske i Shibu Onsen, som har ni offentlige bade og en historie, der strækker sig 1.300 år tilbage i tiden.


Relaterede artikler:

Japan: Stadig stor rejsevækst fra de nordiske lande

Japan bliver ny kør-selv destination for FDM Travel

Japans turistråd åbner kontor i Norden