London fortsat Europas mest populære mødeby

MICE: Ingen nordiske byer på ny liste over Europas 10 mest efterspurgte mødebyer. Tendens til at møder og events rykker til ’sekundære’ mødebyer.

London fastholder i år sin position som mest benyttede by for møder og events, men der er tegn på, at mødeplanlæggere i stigende grad bruger ’sekundære’ byer. Det fremgår af erhvervsrejsebureauet American Express Meetings & Events Global Meetings Forecast rapport for 2017.

Ifølge den overtager Barcelona, der sidste år var nr. otte på den europæiske Top 10-liste, andenpladsen efter Paris, der er rykket ned på fjerdepladsen. Amsterdam er fortsat nr. tre på listen.

De øvrige på Top 10 over de mest efterspurgte mødebyer i Europa er i år, ifølge Amex: Paris, Berlin, Rom, Frankfurt, Madrid, Bruxelles og Prag.

Amex-rapporten forudser generelt samme udgifter til MICE-events i Europa som sidste år – men med forandringer fra land til land. De tyske besvarelser er de mest optimistiske. Her forudses vækst i år på 3,3 pct., mens franskmændene forudser nedgang på 1,2 pct.

Svarerne til Amex i forbindelse med undersøgelsen viser større fokus på at holde møde i ’sekundære’ byer, der oftest er billigere, samt at flere møder bliver holdt tættere på firmaets hjemadresse – for at spare på rejseudgifter. F.eks. lyder det fra de tyske mødeplanlæggere, at mens 91 pct. af møderne sidste år blev holdt i store MICE-byer, falder tallet i år til 81 pct. til fordel for sekundære byer.

Vicepræsident for Amex Meetings and Events i bl.a. Europa, Jose Antonio Ruiz Collado: “Der er en stigende forsigtighed når det gælder planlægning af møder og events i Europa i 2017. Men selv om budgetter til MICE generelt er uforandret, ser vi mødeplanlæggere vise deres kreativitet ved at arrangere møder, der giver arrangørerne endnu større værdi for pengene.

Efterspørgslen på ’sekundære’ mødebyer stiger, det samme gør efterspørgslen af mere unikke mødesteder ligesom mindre møder i stigende grad bliver holdt tættere på arrangørernes hovedkontor.”

De europæiske mødeplanlæggere forudser færre møder for en række mødetyper, men også stigning for andre mødetyper. Og navnlig søsætning af nye produkter, konferencer og fagmesser vil blive større på en række europæiske markeder.