Lovforslag kan lukke 95% af danske rejsebureauer

Lovforslaget om en ny rejsegarantifond ordning kan få dramatiske konsekvenser for danske rejsebureauer. Forslaget sigter på at stille forbrugerne bedre i tilfælde af et flyselskabs konkurs. I den eksisterende ordning er forbrugeren således ikke dækket i tilfælde af, at man ikke har købt en pakkerejse men blot en enkelt ydelse. Men efter Sterling har politikerne besluttet at højne forbrugerbeskyttelsen.

 

I lovforslaget står der således, at forbrugerne skal kunne tilvælge en dækning for flytransport og billeje i udlandet. Prisen bliver 20 kr., som skal opkræves af rejsebureauet eller flyselskabet.

 

Men samtidig skal rejsebureauerne fremover også stille garanti for den del af deres omsætning, der vedrører den forbruger-”forsikrede” del af salget af flybilletter.

 

I lovforslagets bemærkninger står der, at rejsebureauerne ”bør starte med at stille garanti svarende til 25 pct. af deres omsætning på flytransport og billeje i udlandet”.

 

I et mellemstort dansk rejsebureau med en samlet omsætning på f.eks. 100 mio. kr., hvoraf de 20 mio. kr. er pakkerejseomsætning mens de øvrige 80 mio. kr. er omsætning på billeje og flytransport som enkeltydelser, betyder det, at det pågældende rejsebureau skal stille 1 mio. kr. i garanti for pakkerejseomsætningen, og derudover stille en granti på 25% af de resterende 80 mio. kr. Det betyder, såfremt lovforslaget bliver vedtaget i sin nuværende form, at det pågældende rejsebureau vil skulle stille med en samlet garanti på 21 mio. kr.

 

Stand By har forelagt ovenstående eksempel for advokat Birgitte Fjeldhoff i Rejsegarantifonden, som siger: ”Jeg har umiddelbart tolket lovforslaget sådan, at dit regnestykke er korrekt”.

 

Næstformanden i DRF, Jesper Schou, vurderer konsekvenserne for rejsebranchen således: ”Hvis det er den korrekte tolkning af lovforslaget, så lukker 95% af alle danske rejsebureauer”.

 

Stand By: Er du sikker på at der vil være 5% tilbage?

 

Jesper Schou: ”Nej, det er jeg ikke”.

 

Skrevet af Christian Peschardt