I samarbejde med Eurocard og Scandic Hotels indbød Lufthansa Group erhvervsrejsebureauer og firmakunder til event i København med fokus på sit nye Allegris-program samt bæredygtighed.
Under overskriften ”The Future of Business Travel” inviterede Lufthansa Group i sidste uge erhvervsrejsebureauer og store firmakunder til sammenkomst på Scandic Kødbyen-hotellet i København.
”Ved eventet, der havde omkring 100 tilmeldte, havde vi fra Lufthansa Group fokus på vores store igangværende proces med udrulningen af Lufthansa Allegris; her kunne vores gæster via VR goggles få et virtuelt indblik i vores nye Allegris-kabiner på alle fire serviceklasser: First, Business, Premium Economy og Economy.”
Det oplyser Flemming Nordestgaard, chef for Lufthansa Group i Danmark, til Standby.dk
Lufthansa Group er ved at installere sit omfattende nye Allegris-program med flere sædekoncepter på Star Alliance-gigantens over 100 langrutefly, heraf 80 fly alene hos Lufthansa. Alle flyene forventes at have den nye indmad senest i 2027. Lufthansa har afsat 2,5 milliarder euro til projektet.
Et andet fokusområde for Lufthansa-gruppen ved sammenkomsten var dens arbejde med bæredygtighed.
Gruppen tæller foruden selve Lufthansa også, nævnt alfabetisk: Air Dolomiti, Austrian Airlines, Brussels Airlines, Discover Airlines, Eurowings, ITA Airways og Swiss.
Stadig flere Allegris-destinationer
Lufthansa tilbyder et stigende antal destinationer med sine nye Allegris-kabineklasser, oplyser Flemming Nordestgaard.
Generelt har Lufthansa Group i denne tid største efterspørgsel fra Danmark til sine mange europæiske destinationer, siger han og tilføjer:
”Udviklingen i trafikken er generelt nogenlunde tilfredsstillende. Lige nu fylder Europa-trafik mest, mens det uden for Europa er billetter til Asien, Nordamerika, Afrika og Mellemøsten, der trækker.
Men lige nu er Mellemøsten en kæmpe udfordring, mens også rejser fra Europa til USA er under pres – omvendt flyver et stigende antal amerikanere med os fra USA til Europa,” siger landechefen.
Relaterede artikler:
Lufthansa-koncernen tilbyder to nye oversøiske ruter

STANDBY.DK Nyt om rejser


