Den særmalede Airbus A320 med budskabet om, at borgerne i EU-landene bør stemme ved EU-parlamentsvalget i slutningen af maj. Pressefoto: Lufthansa.

Lufthansa klar med reklamefly for EU-valget

De 27 EU-lande skal sidst i maj stemme til Europa-Parlamentet. For at minde om det kommende valg og opfordre flest muligt til at stemme, har Lufthansa fået særmalet en Airbus A320.

På Airbus A320-flyet med registreringen D-AIZG står der nu ”SayYesToEurope.” Det er ekstremt sjældent at for eksempel flyselskaber offentligt ”blander” sig i politik – og i hvert fald slet ikke med et særmalet fly.

Valget til EU-Parlamentet sker fra torsdag den 23. til søndag den 26. maj; Danmark stemmer den sidste af dagene.

Med sit initiativ ønsker det store europæiske flyselskab at promovere for en højere vælgerdeltagelse i forbindelse med det kommende valg. I en pressemeddelelse siger Lufthansa-gruppens koncernchef, Carsten Spohr:

”Ved valget i maj skal borgerne i Europa være med til at bestemme fremtiden for det europæiske samfund. I dag er det mere end nogensinde nødvendigt at tage et standpunkt, at tage et ansvar og styrke ideen om et forenet og frit kontinent.

Som et ægte europæisk selskab med rødder i en række europæiske lande i hjertet af Europa er vores flyselskaber – som Lufthansa, Swiss, Austrian Airlines, Eurowings, Brussels Airlines og (italienske) Air Dolomiti – med til at forbinde det europæiske kontinents lande med hinanden og forbinde Europa med resten af verden.”

Lufthansa er blandt andet med i kampagnen for at prøve at øge valgdeltagelsen ved det kommende EU-valg. Det skyldes blandt andet, at valgdeltagelsen ved de seneste EU-valg i Tyskland ikke har været over 50 procent.

For at få valgdeltagelsen op er en række store tyske virksomheder og kendte tyske personligheder med i kampagnen der skal overtale flere tyske vælgere til at deltage i valghandlingen.

EU-flaget på alle Lufthansa-fly
Flyselskaberne i Lufthansa-gruppen har i snit 3.000 daglige flyvninger mellem en lang række europæiske lufthavne og i nærmest alle Europas lande.

Udover det særmalede A320-fly med opfordringen til at stemme ved EU-valget næste måned, ændrer Lufthansa nu også udsmykningen af alle sine fly. Fremover placeres også Europa-flaget ved siden af det tyske flag bagest på flyskroget.

Flyselskaberne i Lufthansa Group havde sidste år i alt 142 millioner passagerer. Koncernen har over 135.000 medarbejdere. 

Lufthansa henviser også til hjemmesiden: sayyestoeurope.de

Relaterede artikler:

Lufthansa Gruppen fortsætter vækst i Danmark

Lufthansa vinder luftfartens Oscar

Unikt gruppefoto: British Airways-fly i fem bemalinger