Lufthansa vinder kvalitetstest

Lufthansa blev klar vinder af testen med et flot serviceniveau, hvor der serveres både mad og drikke under turen. Lædersæderne giver god komfort og personalet er professionelt og venligt, og der tilbydes aviser.

 

Hollandske KLM følger lige efter med sit lyse og pæne interiør, høj siddekomfort trods trang benplads. Gratis mad og drikke serveres hurtigt, og personalet er venligt, og arbejdsglæden virker stor

 

Turkish Airlines indtager tredjepladsen med velsmagende mad og mulighed for at vælge blandt flere forretter og hovedretter. Betjeningen er dog ikke på samme niveau som maden. Der mangler humør og overskud hos personalet og desuden er benpladsen meget trang.

 

SAS må tage til takke med fjerdepladsen og skiller sig ud som eneste selskab, som hverken serverer gratis kaffe eller mad. SAS kræver betaling for det hele, men til gengæld er udvalget godt og bredt. Personalet er topprofessionelt, smilende og med en hyggelig tilgang til arbejdet. Benpladsen er god og der er rent og pænt overalt.

 

Finnair kommer ind på femtepladsen og byder på god benplads, gratis varm mad og alkoholfrie drikkevarer på visse flyvninger. Alkoholiske drikke skal betales og de serveres først efter klokken 10.

 

Hos British Airways bydes man på økonomiklassen en lille pose salte kiks, og mulighed for at købe en sandwich. Til gengæld er drikkevarerne gratis. Der er pænt og rent, sæderne behagelige og benpladsen i orden, hvilket giver en sjetteplads.

 

Sidst blandt de syv selskaber kommer Air France. Her blev mellem Paris og Amsterdam serveret en pose kiks og drikkevarer. Det gik hurtigt og effektivt, men flyet var slidt og så gammelt ud og der var trangt med plads.

Skrevet af Flemming Juul