Genstande, der ikke er tilladt i håndbagagen, inddrages af sikkerhedskontrollen i Billund Lufthavn. Mange af de brugbare ting går videre til Blå Kors. Foto: Billund Lufthavn.

Lufthavn donerer konfiskerede ting til velgørenhed

”Intet skal gå til spilde, hvis det kan bruges,” siger Billund Lufthavn. Genstande, passagererne ikke må have med på flyet, gives til Blå Kors. Lufthavnen hjælper også Cystisk Fibrose Foreningen.

Det er ikke alt, flypassager må have i håndbagagen. Det ved de fleste, men mange glemmer det og har alligevel noget, som for eksempel security i Billund Lufthavn hver dag må inddrage.

Det er alt fra for store mængder parfume, shampoo eller cremer til dåsemakrel, Nutella, remouladetuber, leverpostejsdåser, konservesdåser og så videre. Meget af det er uåbnet og fejler ingenting, fortæller Danmarks næststørste lufthavn.

Derfor gemmer security i lufthavnen de ting, som stadig kan bruges, hvorefter de så doneres til Blå Kors Danmark, som bruger dem hos deres varmestuer, herberger og væresteder, hvor andre får glæde og gavn af de ting, der er blevet inddraget. Og ikke kun security bidrager. Skulle der være noget tilsvarende i lufthavnens Lost and Found, gives dette også til Blå Kors.

I øvrigt satte lufthavnen i første halvdel af i år ny halvårsrekord med næsten 1,798.194 passagerer i terminalen; det var fem procent flere end i det hidtil bedste halvår, i 2019, hvor der var 1.712.762 rejsende.

Hjælper også Cystisk Fibrose Foreningen
Udover at samarbejde med Blå Kors, er Billund Lufthavn også aktiv på andre former når det gælder velgørenhed. Mads Agersnap, lufthavnens PR Manager, siger til Standby.dk:

”Tilbage i 2018 indgik vi en treårig samarbejdsaftale med Cystisk Fibrose Foreningen om opstilling af indsamlingsmontre forskellige steder i lufthavnen, hvor gæsterne kan putte penge af forskellige valutaer i. Pengene tælles op én gang om året, og så fordobler Billund Lufthavn det indsamlede beløb.”

Beløbet går til børn med cystisk fibrose og deres familier. Aftalen blev på grund af pandemien forlænget til udgangen af i år.

”Pengene i boksene er netop blevet optalt, der var 71.938 kroner,” fortæller Mads Agersnap og tilføjer: ”Foruden indsamlingen i de forskellige montrer bliver flasker med pant, der er afleveret eller konfiskeret i Security også doneret til Cystisk Fibrose Foreningen; alene i første halvår af i år gav det lidt over 11.000 kroner.”

 

Relaterede artikler:

Hotel gik all in på hjælp til udsatte familier

Hver sjette danske husstand har ikke råd til ferie

Behovet for feriehjælp stiger markant